Share

Det er ren livsglæde når Claire Requa driver designvirksomheden ACCENT på Østerbrogade. Hun har amerikanskjamaicanske rødder, men når folk ser hendes lamper, tænker de på H.C. Andersen.

Da Claire og hendes mand flyttede ind i lejligheden på Østerbrogade, manglede de en lampe, der passede til ejendommens 1800-tals stil. Claire gik ud og ledte, men de lamper, hun så, var alt for "alvorlige". Den tur lagde kimen til Claire de Lune. Et designkoncept og en grafisk form, som Claire med sine egne ord har kunnet "malke igen og igen":

"Det sjove er, at man tager et gammeldags produkt, og så vender man det på hovedet. Jeg gik efter den klassiske lysekrone - men i et nyt materiale. I 1800-tallet var der ingen, der lavede lamper i plastik. Så fidusen er at sætte de to ting sammen".

Claire producerer i dag lysekroner, ure, tapeter, væglamper, spejle, sideborde og meget andet efter det designkoncept. Claire har en holdning om, at slutkunden selv skal gøre noget af arbejdet, hvis vi skal formindske CO2-udslippet. Den målsætning realiserer hun ved at designe sine produkter i flat pack-format.

Fra papirklip til balsal
Claire udvikler prototypen fra 2003 til 2005. Først håndtegner hun lysekronen og scanner den ind på computer. Det giver den et mindre hårdt udtryk. Senere laver hun et papirklip af lysekronen for at se, hvordan den folder sig ud. Claire forfiner sit udtryk igen og igen. Den må gerne udstråle den lethed og livsglæde, der kendetegner hende selv.

Det første produkt, Claire de Lune Chandelier, er en saml-selv-model i det bløde og miljøvenlige plast, polypropylene. Det er en skærm, man kan samle over en nøgen pære på en ledning.

Det betyder meget for Claire, at både lampen og emballagen kan genbruges. Emballagen formes i polypropylene som en smart taske, så kunden får to produkter på én gang. Det er butikkerne helt vilde med. Blandt andet Illums Bolighus, Pang Christianshavn og Akimbo i Hyskenstræde køber modellen.

Claire de Lune Chandelier

En dag er der én, der foreslår Claire at lave lysekronen i akryl. Akryl betyder en helt anden konstruktion, fordi det er et hårdt materiale. Claire bruger et halvtårs tid på at udvikle og producere en "balsals"-model i akryl (Claire de Lune Acrylic), og responsen er ikke til at tage fejl af:

"Jeg har aldrig set noget lignende! September 2006 havde jeg den på messe i Frankfurt. Jeg stod i en bod over for nogle repræsentanter for en stor lampekæde. Jeg kunne se, de pegede og smilede, og ved slutningen af messen kom de op og spurgte mig, om jeg havde en distributør i Frankrig. De endte med at tage prototypen med på en messe i Paris to dage efter. Pludselig havde jeg en stor ordre hjemme, og senere ville de have flere produkter i samme stil".

I dag kan man få Claire de Lune Acrylic i Illums Bolighus, Pang Christianshavn og Akimbo i Hyskenstræde, i flere forskellige farver.

I gang med det næste
Lidt brødbetynget indrømmer Claire, at hun faktisk hellere vil sidde i sit værksted og designe diverse produkter, end hun vil være sammen med sine venner: "Hvis jeg ikke skulle spise og sove, ville jeg bare sidde og lave det her. Jeg hygger mig utrolig meget. Det lyder måske lidt egoistisk, men det her er min legeplads. Jeg kan simpelthen bare ikke lade være med at gå i gang med at designe den næste ting".