Share

Trods sin unge alder har Christina Strand, uddannet på Danmarks Designskole, for længst etableret sig som en af de mest omtalte og prisbelønnede danske møbeldesignere. Christina Strand er ikke mindst kendt for stolen Rex.

Christina StrandSelv om Christina Strand både er mor og travlt engageret som den ene halvdel af designvirksomheden Strand + Hvass, som hun driver sammen med ægtefællen og kollegaen Niels Hvass, bestræber hun sig på at skaffe den fornødne arbejdsro.

 - Inspirationen ligger ofte der, hvor ingenting er - i stilheden, i det tomme rum. Store tanker bliver ikke tænkt i et Tivoli, siger Christina Strand.

 Den samme enkelhedens filosofi kommer til udtryk, når Christina Strand skal forklare, hvad godt design er i hendes øjne. Den indlysende sammenhæng mellem form og funktion er det ideal, enhver designer må stræbe efter, mener hun.

 - De største oplevelser opstår der, hvor der er færrest andre ting. Der skal ikke være for meget, og de detaljer, som kommer med, er der en god grund til.

Samtidig er Christina Strand bevidst om hele tiden at presse materialets muligheder. For eksempel har en stol som Rex affødt en helt ny produktionsform.

Stolen Rex designet af Christina Strand- Hvis man ikke presser materialet, kommer ens design til at ligne alt det andet. Det spændende sker først, når man begynder at kræve det umulige af materialet.