danskmoebeldesign_header_090111

DJOB designer og producerer borde, der lever op til kravene til en moderne arbejdsplads. Udgangspunktet i DJOBs produktprogram er det bord Arne Jacobsen udviklede til Nationalbanken i 1971 og som DJOB siden har videreudviklet og stadig producerer.

Med sin start i 1998 er DJOB - og DJOBs direktør Joakim Lassen - det nyeste led i en 5 generationer lang familietradition inden for dansk møbeldesign. Joakims tipoldefar, Fritz Hansen, grundlagde virksomheden af samme navn, som blev videreført af Joakims morfar. Joakims far, Peter Lassen, var en overgang direktør for Fritz Hansen inden han grundlagde Montana, der er kendt for sit reolsystem.

DJOBs produkter bliver udviklet i et tæt samarbejde med en række kendte arkitekter og designere. Peter og Joakim Lassen har i samarbejde med den internationalt anerkendte tyske arkitekt og kunstner Stefan Wewerka designet virksomhedens funktionelle hæve-sænke-borde. DJOB har gennem mange år samarbejdet med arkitekten Henrik Leander, der er kendt for sit innovative design i plantefibre, omkring en talerstol og et multi-purpose bord. Sidste år tegnede Joakim Lassen sammen med det århusianske arkitektfirma Arkitema et bord til deres nye hovedkontor og senest har et samarbejde med arkitektfirmaet Schmidt, Hammer og Lassen føjet endnu et bord til samlingen.

Det er vigtigt for DJOB, at bordenes design har en æstetisk og ren fremtoning og kan sammensættes i forskellige kombinationer, der kan imødekomme de mange individuelle krav som vores kunder stiller til komfort, æstetik og fleksibilitet. Kendetegnende for DJOB er, at det funktionelle altid går hånd i hånd med et gennemført og enkelt design. Møbler skal give muligheder, ikke sætte grænser.

Virksomheder som Oticon, Ferring International, NCC, Dansk Design Center og Masterfood har valgt deres arbejdsborde og konferenceborde fra DJOB.

www.djob.dk