danskmoebeldesign_header_090111

Det britiske firma classicfurniture4U.com sælger reproduktioner af dansk design til danskerne. Skats kontrol kan nemlig ikke stoppe møblerne, der kommer fra England, hvor det endda er lovligt for danskerne at købe kopimøbler til eget forbrug. Det britiske firma classicfurniture4U.com sender flere gange om ugen møbler over Nordsøen til danskerne - og det er ikke helt tilfældige møbler. Det er reproduktioner af "Ægget", "Svanen" og andre dyre møbeldesigns.

Efter virksomheden blev nævnt i det danske program Penge på DR1 i maj måned, er salget af kopimøbler til danskerne eksploderet. Før lå virksomhedens salg til danskerne på omkring 2% af omsætningen - nu ligger salget til danskerne nærmere de 20-25% af omsætningen.

DR's program kunne berette, at det er lovligt for danskerne at købe kopivarer i England, så længe det er til eget forbrug og ikke med henblik på videresalg. Skat's Taskforce kan heller ikke stoppe salget. Her har man nemlig ikke hjemmel til at gribe ind, når varerne kommer fra et land inden for EU.

Hos classicfurniture4U.com ser direktør David Friedman ikke noget problem i at sælge reproduktioner af kendte designs til en brøkdel af prisen og fortsætter gladeligt produktionen uden blusel.

- Vi har planer om at lave reproduktioner af flere af de danske designs. Hvilke ved vi dog endnu ikke, fortæller han til EpN.

De modeller, som sælger mest i Danmark, er Arne Jacobsens "Ægget" og "Svanen" og Mies Van der Rohes Barcelonastol.