danskmoebeldesign_header_090111

Møbelpris til designer med sans for poesi og enkelhed. Dansk Møbelindustris Fond har tildelt Møbelprisen 2007 på 100.000 kr. og tilhørende diplom til designer MDD Cecilie Manz, København. Dansk Møbelindustris Fond tildeler Møbelprisen 2007 på 100.000 kr. og tilhørende diplom til designer MDD Cecilie Manz, København. Overrækkelsen fandt sted på Kunstindustrimuseet i København, onsdag den 12. september 2007 kl. 17.00.

Cecilie Manz får prisen, fordi hun "… har bevist, at man godt kan forene disse to områder, kunst og design. (…) Vi tror på, at Cecilie med sit arketypiske formsprog, der opstår gennem hendes sans for ultra-enkle konstruktioner og hendes poetiske leg med naturens materialer, vil være stærkt medvirkende til at løfte overliggeren i dansk design og ikke mindst møbeldesign fremover," som det bl.a. hedder i fondsbestyrelsens motivering.

Cecilie Manz (35) er som datter af keramikerparret Bodil og Richard Manz vokset op i et kunstnerisk miljø, hvor det at arbejde med former, farver og materialer var en naturlig del af hverdagen. Hun tog i 1997 afgang fra linjen Møbel og Redskab på Danmarks Designskole, og har bl.a. haft flere studie- og arbejdsophold i Finland.

Det er et gennemgående træk ved flere af Cecilie Manz' møbler gennem årene, at de tager udgangspunkt i en velkendt situation, som inspirerer til eksperimenter med nye former og funktionsmuligheder. Det gælder eksempelvis trappestige-stolen "Hochacht" fra 1999, der både er et redskab til at bevæge sig op og ned i højden - og tilbyder sig som hvileplads, når man bliver træt af det, eller "Tøjtræet" fra 2000, der stritter i mange retninger og derfor opfanger det overtøj, man kaster fra sig når man kommer hjem. På den måde har hun, fra en lidt stilfærdig position i den eksperimenterende del af designbranchen, bevæget sig ind på det kommercielle marked for seriefremstillede designprodukter - uden at hun på nogen måde har givet køb på sin originalitet.

Cecilie Manz har i årenes løb deltaget på en lang række udstillinger i ind- og udland. F.eks. stod hun for det danske islæt på den store designudstilling Designers Block i Tokyo i 2003, og i 2005 holdt hun separatudstillingen "Status" hos Dansk Design Center. Hun er også fast bidragyder til udstillersammenslutningerne SE og Planken Ud, og på møbelmessen i København 2003 nåede hun til tops i designkonkurrencen "Et møbel til en kendt dansker", hvor hendes opbevaringsmøbel "Khaders Kapitler" blev kåret som det bidrag, der bedst afspejlede personen og politikeren Naser Khader. Hun har også modtaget en række priser og andre udmærkelser.

De første møbler, som Cecilie Manz fik i serieproduktion, var også oprindeligt udstillingsbidrag, som f.eks. det trebenede bakkebord Micado for Fredericia Furniture eller den førnævnte trappestige-stol Hochacht , som laves hos den tyske møbelproducent Nils Holger Moormann.

Her i 2007 har hun adskillige møbelprojekter i gang for bl.a. Globe Furniture og PP Møbler. Derudover er hun aktiv inden for belysning, hvor hun har tegnet lamperne Caravaggio og Mondrian for Lightyears, og i glasindustrien, hvor hun står bag flere produktserier hos Holmegaard. Hun har også tegnet opbevaringsbokse og smykker for designvirksomheden Mooment.