Share
Uddannet på Kunsthåndværkerskolen i afdelingen for møbler og på Det Kongelige Danske Kunstakademi under Professor Kaare Klint. Nanna Ditzel har skabt mange eksperimentelle og industrielt fremstillede møbler, tekstiler og kunsthåndværk, ofte inspireret af naturen, kunst og arkitektur. Hun arbejdede med en bred varietet af materialer, bruger klare, lyse farver og eksperimenterer samtidig med ukonventionelle konstruktioner. Nanna Ditzel

Hun har arrangeret udstillinger i ind- og udland for bl.a. Dansk Kunsthåndværk og Den Permanente og fundet tid til at lægge et stort arbejde i sit fags faglige fora som f. eks. bestyrelserne af Dansk Designcenter, Møbelfonden, Snedkernes Efterårsudstilling og Georg Jensen Fonden ligesom hun har været formand for Statens Kunstfonds udvalg for design og kunsthåndværk.

Nanna Ditzel var en af Danmarks mest betydningsfulde og nyskabende designere. Hun tegnede først og fremmest møbler, men det er også blevet til smykker for Georg Jensen, tekstiler for Kvadrat og mange kender hende, måske uden at vide det, for farvesætningen af IC3-togene.

Nanna Ditzel debuterede som formgiver i 1944 og havde således næsten 60 års erfaring og en lang række møbler, smykker og tekstiler i produktion. Hun var aldrig bange for at gå egne veje og var i mange år en del af den eksperimenterende danske møbelsscene. Nanna Ditzel døde som 82-årig i 2005.


Nanna Ditzel:
- Jeg beskæftiger mig med at bryde møblets flader. Med et mønster eller bemaling understreger jeg på forskellig måde kurvernes forløb. Jeg er fascineret af Leni Riefenstahls fantastiske bog om Kau-folket, der maler mønstre og former på deres ansigter og kroppe. Det kan man også gøre med møbler og på den måde bestemme hvilke af møblets former man vil fremhæve.

-Om den permanente udstilling på kunstmuseet Trapholt i Kolding, bebuder Nanna: "Jeg bruger udstillingen som et fristed til med let hånd at gøre nogle af de ting, jeg har lyst til at prøve". Til udstillingen indrettede hun selv sit fristed, et rum der er midnatsblåt som himlen en stjerneklar nat. Til dette rum tegnede og udførte Nanna Ditzel et antal helt nye møbler, eksperimenter og prototyper.