danskmoebeldesign_header_090111

anders_noergaard_150x150pxAnders Nørgaard tog afgangseksamen fra møbel- og rumlinjen på Arkitektskolen i Århus i 1989. "Jeg bliver inspireret, når jeg får en udfordrende opgave". Jeg synes, det er spændende at lære et nyt materiale at kende", siger Anders Nørgaard. Hans nysgerrighed har ofte ført ham ud i produktionshallerne - der, hvor designerens ideer møder værkførerens virkelighed. En stor del af sin studietid tilbragte Anders Nørgaard på en lille møbelfabrik i Uldum, hvor de gamle snedkere lærte ham alt det, man ikke kan læse sig til på Arkitektskolen.

Siden har han suget viden til sig på virksomheder, der beskæftiger sig med så forskellige processer som møbelpolstring, formspænd, støbeskum og aluminiumsprofiler, og han har endda taget en værkføreruddannelse på Teknologisk Institut.

- Jeg ved, hvad en dobbelttapper og en fem-akslet CNC-fræser er, og hvad de mener, når de siger, at "vi kører den lige ovre på point-to-point'en". Det betyder, at jeg kan snakke med ham, der skal lave min stol, og hjælpe med at finde en løsning, så den kan håndteres i produktionen. Men det betyder også, at han er villig til at forfølge min idé meget længere, end hvis jeg bare sendte tegningerne, siger Anders Nørgaard.

Klik her og læs om Ebbe Gehl.