danskmoebeldesign_header_090111

Den verdensberømte danske møbelarkitekt Finn Juhl hitter som aldrig før i Japan. Sten for sten er japanerne i gang med at kopiere Finn Juhls unikke arkitekthjem som er en del af Kunstmuseet Ordrupgaard. Både udvendigt og indvendigt skal den japanske kopi være så tæt på villaen i Charlottenlund som muligt. Hvidkalket og enkelt indrettet med de verdensberømte møbler; Høvdingestolen, Poeten og Pelikanen.

Huset er tegnet og bygget i 1942 af Finn Juhl selv, der også har tegnet alle møblerne til huset. Og det regnes som et enestående eksempel på dansk modernisme inden for både arkitektur, møbeldesign og billedkunst. Ligesom den afdøde arkitekt regnes som en af det 20 århundredes største danske møbelarkitekter.


Det japanske kopi af det unikke arkitekthjem skal bygges 160 kilometer sydvest for Tokyo med udsigt til bjergene. Det skal være færdigt i år 2012 for at markere året for Finn Juhls 100 års fødselsdag.Japanerne er meget begejstrede for Finn Juhl. Det har de været i mange år, men interessen er markant stigende, lyder det fra forhandlerne af både brugte og nye Finn Juhl møbler. I hjertet af Tokyo kan man fx netop nu opleve Finn Juhls møbler i det nyåbnede showroom Rogoba Finn Juhl, der har specialiseret sig i den danske arkitekts møbler.

Her på Ordrupgaard er Finn Juhls Hjem lige nu er ved at blive gjort færdigt til den officielle åbning af huset for publikum 4. april. Villaen på Kratvænget blev bygget lige op af museets park. Takket være en privat donation er det nu blevet en del af museet, hvor det indgår i et spændende samspil med museets øvrige bygninger; det gamle herskabshjem opført af arkitekt Gotfred Tvede i 1916-1918 og Zaha Hadids tilbygning fra 2005.

Ordrupgaard markerer åbningen af Finn Juhls hus med en udstilling om møbelarkitekten og hans hus. Udstillingen præsenterer highlights fra hans arkitektur, møbeldesign og rumindretning med udgangspunkt i hans eget hjem på Kratvænget. "Home of Finn Juhl" varer fra 4. april til 31. august. I den periode kan både udstilling og hus ses i museets åbningstider.