danskmoebeldesign_header_090111

Dansk møbeldesign for både store og små. Forestil dig en stol du kan have hele livet – fra barn til voksen. Kristian Vedel skabte i 1952 en multifunktionel barnestol, der gjorde præcis dette muligt. Den danske arkitekt Kristian Vedel var en del af den gyldne skandinaviske designperiode i 1950’erne og 1960’erne. Han skubbede grænserne for, hvad der designmæssigt kunne lade sig gøre. Han ville derfor heller ikke nøjes med, at de eneste møbler der var til børn, var miniatureversioner af voksenmøbler, og som på ingen måde tog højde for barnets udvikling og leg. Derfor besluttede han sig for at finde en løsning på denne problemstilling, hvilket førte til, at han tegnede og designede barnestolen.

Barnestolen_300pxEn unik stol
Kristian Vedel var kompromisløs, og formåede at inkorporere både  ergonomi og design i hans udformning af barnestolen. Stolen er en investering for livet, der både kvalitetsmæssigt og praktisk kan passe til både store og små børn.

Barnestolen er mere end bare en stol. Mindre børn kan bruge stolen som en del af deres leg, eksempelvis som en vugge til bamser og dukker. De ældre børn kan bruge stolen som en reol til opbevaring eller som et sengebord til deres bøger. Barnestolen appellerer til børns fantasi og kreative leg.

I 1999 fortalte Kristian Vedel om sine tanker bag barnestolen: ”Mit formål var at skabe en kombination imellem en barnestol og et stykke legetøj, hvilket ville appellere til barnets egen fantasi og udvikling.”

Multifunktionelt design
Hemmeligheden bag barnestolens multifunktionelle design er de to forskellige flytbare plader – den ene side er rød, den anden blå. Pladerne kan monteres hurtigt, og kan let tages af og på af både voksne og børn. Stolen har ingen skarpe kanter eller løse søm og skruer. Den består udelukkende af træ i bløde former, hvilket gør den sikker for børn at lege med. Derudover kan stolen holde til, at selv en voksen sidder i den.

Ingen almindelig stol
ARCHITECTMADE har relanceret denne sikre og sjove barnestol, der er udformet i stærkt formpresset bøgetræ med bord og sæde i laminat. Barnestolen koster 2450 kr., og er 41 cm. høj og 45 x 31 cm. dyb.