danskmoebeldesign_header_090111

Den nye møbelserie GUBI II er et nyt koncept inden for filtmøbler, der som ekstra feature har en lyddæmpende effekt. GUBI II er en fortsættelse af GUBI's samarbejde med Komplot designerne Boris Berlin og Poul Christiansen. De designede også den første GUBI Chair i 3-D finer. Oplev møblerne på udstillingen Gubi II Collection i Dansk Design Center.

Udstillingen Gubi II Collection vises i 35 kvm rummet fra den 13. oktober - 9. december og åbner i forbindelse med Kulturnatten den 12. oktober 2007 kl 16.00.


Møbeldesign med teknologi fra bilindustrien

Den nye møbelserie GUBI II har netop fået den anerkendte designpris Red Dot "Best of the Best", og serien består af stole i forskellige højder og en skærmvæg. Produkterne fremstilles af polyesterfibre, der blandt andet er udvundet af vandflasker i plastik og derefter omdannet til filt. Filten er speciel, da den er er baseret på PET filt teknologi.

Formpresning af PET filt er meget anvendt i bilindustrien, da den opfylder de strenge krav, der stilles til fleksibilitet, lydabsorbering, slitage, brandsikkerhed og ikke mindst rengøringsvenlighed. Også essentielle egenskaber for møbler til private og offentlige rum. Filtens lyddæmpende effekt gør GUBI II serien yderligere velegnet til indretning af konference-, lounge- og kontorområder.

GUBI II collection
Stolene formpresses af to filtmåtter omkring stolens stålrørsstel i én proces, hvorefter kanten vandstråleskæres. Herved minimeres den industrielle proces betydeligt, da der ikke skal efterpolstres eller monteres. Der er ingen bærende konstruktion i form af en indre træ- eller plastikskal. Hele den bærende egenskab ligger i filten. Stoleserien omfatter stole i caféhøjde med eller uden armlæn samt en loungestol.

Rumdelerne med den bølgende form står nærmest som skulpturer frit i rummet. Materialets lethed gør dem mobile og nemme at flytte og stable. De er velegnede til moderne bygninger med store rum i glas og beton og andre hårde overflader med skarp resonans, da de forbedrer rummets akustiske egenskaber.