danskmoebeldesign_header_090111

Verner Panton (1926-1998) havde et langvarigt og produktivt samarbejde med Louis Poulsen Lighting, der resulterede i en række forskellige lamper, heriblandt Flower Pot (1968) samt VP Kugle (1970). I dag producerer belysningsvirksomheden stadig en af Verner Pantons største lampesucceser, Panthella - en lampe, som har opnået en næsten kultagtig status.

Panthella er udtryk for det organiske formsprog, som er så karakteristisk for Verner Panton og lampen, der har form som en paddehat, er en skulptur i sig selv. Lampens lyskilde er skjult under en mælkehvid, halvkugleformet akrylskærm og en hvidlakeret, trompetlignende fod medvirker til en smuk fordeling af lyset. Lampen har et par unikke detaljer; øverst er der placeret en rund kugle, som skal skrues af, når man skifter pæren og nederst i lampens bund, kan man opbevare op til 1,5m kabel, så ubenyttet ledning kan gemmes væk. Lampen blev introduceret i flere forskellige versioner, men i dag er det udelukkende den hvide version, som produceres - og den er blevet en klassiker.

PanthellaVerner Panton var i sit arbejde især inspireret af de to verdenskendte danske arkitekter - Poul Henningsen og Arne Jacobsen - og disse to personer fik stor betydning, både i Pantons private liv, men også for hans faglige udvikling.

Forholdet mellem Verner Panton og Poul Henningsen blev indledt i slutningen af 1940'erne, da Panton giftede sig med den arkitektstuderende Tove Kemp, der samtidig var Poul Henningsens steddatter. Forholdet var kortvarigt, men Panton og Poul Henningsen bevarede forbindelsen, og PH endte med at blive både Verner Pantons mentor og gode ven. Igennem Poul Henningsen stiftede Panton desuden bekendtskab med arkitekten Arne Jacobsen, som Panton arbejde for fra 1950-52 samtidig med, at han tog sin afgang fra Kunstakademiet.

Til Pantons mest bemærkelsesværdige værker hører også Pantonstolen fra 1960, som i 2006 opnåede den store ære at blive udvalgt til den danske kulturkanon - en samling og præsentation af de største og vigtigste værker i den danske kulturarv. Panton var den første, der formåede at udvikle en stol, der bestod af ét sammenhængende stykke plastik, og resultatet er en stol med et tidløst design, som stadig i dag nyder stor popularitet.

Panthella blev lanceret i 1971