Grethe Meyer er uddannet ved Kunstakademiets Arkitektskole i København og var 1944-55 medarbejder ved samleværket Byggebogen og indtil 1960 medarbejder ved Statens Byggeforskningsinstitut, hvor hun særligt beskæftigede sig med boligen og dens indretning.
I disse år var hun således med til at tilvejebringe det systematiske grundlag for byggeriet og den begyndende industrialisering af det, men med kvaliteten og mennesket - brugeren - som det centrale.
Desværre er dette idealer, der senere blev tabt i begejstringen over industrialiseringens muligheder. Men det er ikke Grethe Meyers fejl. Tværtimod. Hun har altid været en talsmand for det modsatte - og i øvrigt også en talsmand, der sjældent brænder inde med noget.
Siden 1960 har Grethe Meyer som selvstændig designer været med til at skrive et af de gode kapitler i dansk designs historie.
Boligens byggeskabe, som hun tegnede sammen med arkitekten Børge Mogensen, er en klassiker. Denne frembringelse er et smukt eksempel på, at en systemtankegang og vidtgående hensyn til produktionen lader sig forene med det, der er blevet Grethe Meyers kendemærker: Kvalitet, personlighed og respekt for brugeren.
At disse idealer ikke sådan går af mode kan blandt andet aflæses af, at Boligens Byggeskabe den dag i dag er efterspurgte moderne antikviteter, der købes af unge mennesker, ikke som antikviteter, men simpelthen som de gode møbler, de er i daglig brug.
Siden da har Grethe Meyer mest beskæftiget sig med de ting til bord og køkken, vi bruger hver dag. De fortjener en særlig omhu - og det har de fået gennem en arbejdform, som ikke kun bygger på en klar idé om det færdige produkt, men som ser på alle detaljer i form, materiale og farve igen og igen og igen, og så én gang til, til det ikke kan være anderledes.
Det er blevet til den række moderne klassikere, som drikkeglasserien Stub, tegnet sammen med Ibi Trier Mørch, fajancestellet Blåkant, stentøjsserien Ildpot til madlavning og servering, porcelænsstellet Hvidpot og bestikket Copenhagen.
Disse arbejder spænder over perioden fra 1960 og frem til i dag - og de tegner en linie, hvis fællestræk er, at de repræsenterer den yderste og mest krævende forenkling, men aldrig gør forenklingen til en forsimpling.
Stub og Ildpot er desværre ude af produktion, mens de øvrige produkter fremstilles af Royal Copenhagen, som - hvem ved - måske kunne tage dem op igen som de tidstypiske klassikere, de er.
Gennem sine arbejder har Grethe Meyer ikke blot skabt en række produkter, som hundredetusinder af danskere kan glæde sig over hver dag som det, de er: Gode ting - de bedste - til hverdagsbrug.
Hun har også sat en standard, som må være til inspiration for den nye generation af designere gennem sin kompromisløse fastholdelse af de idealer, der er hendes, og gennem sin stræben efter det, unge mennesker kalder 'færdigt arbejde'.