Hans J. Wegners berømte lufthavnsstol, som i 1958 blev tegnet specielt til Københavns lufthavn, har vundet prisen "Interior Innovation Award Cologne 2004". Det skete på den internationale møbelmesse, IMM Cologne, som netop har fundet sted i den tyske by Køln.
Lufthavnsstolen, som nu går under navnet "Kastrup stolen", vandt som en ud af fire i kategorien "Classic Innovation". Den fornemme pris blev tildelt af en jury bestående af en række designeksperter, blandt dem den berømte engelske designer, James Irvine.
Til stede ved den store prisoverrækkelse var blandt andet Leif Johansen fra firmaet "Carl Hansen & Søn", som har sat lufthavnsstolen i produktion igen. Han er meget glad for, at lufthavnsstolen løb afsted med den fornemme hæder.
Med "Kastrup stolen" var Hans J. Wegner forud for sin tid. Ingen kan se, at den er tegnet helt tilbage i 1958. Specielt imponerende er den fine forarbejdning - og samspillet mellem læder og rustfrit stål," forklarer Leif Johansen om bevæggrundene for at tildele en af de 4 priser i kategorien "Classic Innovation" til den danske stol.
På IMM Colognes webside, koelnmesse.de betegnes Wegners lufthavnsstol som et møbel, der opfylder de 3 mest grundlæggende krav til en stol; 1. at den er komfortabel, 2. at den er flot udformet, og 3. at der er tale om godt håndværk.
Kastrup-stolen fik leveret stel fra A/S P. Schultz & Co., da stolen blev leveret til Kastrup Lufthavn