danskmoebeldesign_header_090111

NJA Møbler A/S har i dag offentliggjort årsrapporten for regnskabsåret 2006/2007 med et underskud på 12,7 mio. kr. efter skat. Omsætningen pr. 31/10 2007 er steget med 58 % i forhold til samme periode sidste år, derfor forventer NJA Møbler at fastholde den positive udvikling i den resterende del af regnskabsåret og forventer et overskud før skat for regnskabsåret 2007/08
 
NJA Møbler A/S har i dag offentliggjort årsrapporten for regnskabsåret 2006/2007 med et underskud på 12,7 mio. kr. efter skat. Denne årsrapport markerer samtidig afslutningen på en flerårig modgangsperiode, hvor alle odds i fyrretræsbranchen har været imod en rentabel forretning.

De eksterne forudsætninger har imidlertid i de seneste måneder ændret sig drastisk i positiv retning med en eksplosiv vækst i ordreindgang, omsætning og indtjening til følge - de første 4 måneder af det nye regnskabsår har således givet et overskud før skat på 3,2 mio. kr. og soliditetsprocenten inkl. ansvarlig lånekapital udgør 30 % pr. 31/10 2007.

Forholdene er nærmere beskrevet i nedenstående uddrag af ledelsesberetningen for 2006/2007:

Udvikling i regnskabsåret
Regnskabsåret har været negativt præget af den fortsatte markedsafmatning, og heraf afledte overkapacitet i branchen. Kombineret med prispres på både kost- og salgsprisen og den hårde globale konkurrence har det betydet en indædt kamp om kunderne og ordrerne med utilfredsstillende indtjeningsmarginaler til følge. Fortsatte produktivitets- og effektivitetsforbedringer og stram omkostningsstyring har ikke kunne opveje de negative effekter, og kombineret med en lav produktionsudnyttelsesgrad, har det bevirket at årets resultat anses for meget utilfredsstillende.

Markedsforholdene har dog i sidste halvdel af regnskabsåret ændret sig drastisk i positiv retning, da et stort antal af vores konkurrenter i både ind- og udland er gået konkurs, lukket frivilligt eller har flyttet produktionen til andre segmenter. Dette har reduceret overkapaciteten kraftigt og har åbnet store muligheder for de tilbageværende industrier for massiv øget ordreindgang. Disse forhold kombineret med en øget interesse for vores spidskompetencer har givet meget positive tendenser i ordreudviklingen i anden halvdel af regnskabsåret, ordrebeholdningen ultimo regnskabsåret er således mangedoblet i forhold til året før.

Kapitalforhold
NJA Møbler A/S er ultimo regnskabsåret tilført 10,3 mio. kr. i ansvarlig lånekapital i form af konvertering af gæld til moderselskabet, samtidig har selskabet pr. 1/7 2007 fået et driftstilskud på 15 mio. kr. fra moderselskabet NJA Holding A/S, hvilket har øget egenkapitalen tilsvarende til 27,5 mio. kr. og nedbragt den kortfristede gæld til moderselskabet til 0 kr. Tilskuddet er givet som led i en styrkelse af kapitalgrundlaget og soliditeten til brug for den fremtidige vækstfase.

Den forventede udvikling
Den positive udvikling i markedsforholdene, og tilpasning og forcering af væsentlige strategikomponenter målrettet de nye forudsætninger, betyder at NJA Møbler i regnskabsåret 2007/08 og de kommende år forventer en markant positiv udvikling i omsætning, bruttoavance og resultat.

Omsætningen pr. 31/10 2007 er steget med 58 % i forhold til samme periode sidste år. NJA Møbler forventer at fastholde den positive udvikling i den resterende del af regnskabsåret og forventer et overskud før skat for regnskabsåret 2007/08.

Der arbejdes intensivt med større kæder/kunder for etablering af nye og udvikling af eksisterende key accounts, og ressourcer målrettes mod disse opgaver. Salgsstrukturen er i samme forbindelse tilpasset denne prioritering, og produktionen arbejder med fortsatte produktivitets- og effektivitetsforbedringer til forbedring af konkurrenceevnen primært på store serier.

Der arbejdes p.t. på to meget væsentlige og lukrative aftaler på kunde- og kapitalsiden, som forventes afsluttet med positivt resultat indenfor nærmeste fremtid.