danskmoebeldesign_header_090111

Samarbejde mellem Fritz Hansen A/S og Statens Museum for Kunst sikrer nye og skiftende kollektioner af designmøbler til museets café. Den unge, danske designer Morten Voss står bag premiereindretningen, når caféen åbner 7. oktober 2006 under navnet Café Republic.


Foto (fra venstre): Adm. direktør i Fritz Hansen A/S Jacob Holm, designer Morten Voss og museumsdirektør Allis Helleland

Når dørene slås op til Det ny Statens Museum for Kunst, får museets gæster mulighed for en udsøgt oplevelse af komfort, design og gastronomi i skyggen af 700 års kunst. Museets nye café - Café Republic - vil fremover være indrettet med kollektioner af det bedste inden for ny, dansk og international møbeldesign produceret af Fritz Hansen A/S. Designkollektionerne i Café Republic vil løbende variere i samspil med skiftende udvalg af kunstværker fra museets rige samlinger.

Levende design
Café Republic er resultatet af et enestående samarbejde mellem Fritz Hansen A/S og Statens Museum for Kunst. Samarbejdet udspringer af en fælles vision om i højere grad at understøtte korrespondancerne mellem billedkunst og møbeldesign samt at synliggøre, at der overalt i kunsten etableres sammenfald med de øvrige kunstarter. Café Republic er en levende designudstilling i forlængelse af museets øvrige udstillingsrum, hvor publikum for en gangs skyld tilbydes nærkontakt med skelsættende design i museumsregi. Første skud på stammen er den unge, danske designer Morten Voss, hvis nye kollektion Attitude danner ramme om en totaloplevelse af kunst, design samt et spændende menukort fra Frokostkompagniet, som også fremover vil varetage caféens daglige drift.

"Café Republic er mere og andet end blot den vanlige type café for de museumstrætte ben. Her følges kunstoplevelsen til dørs af design i verdensklasse og god kunst på væggene. Vi har valgt udelukkende at fokusere på helt ny design for at synliggøre den mangfoldighed og kvalitet, som i disse år udspringer blandt de unge designere. Designeren Morten Voss har med sine designs skabt en kollektion med klassikerpotentiale, der træder frem som noget helt unikt og særegent, samtidig med at den formår at bevare den svære balance med arkitekturen og kunsten," siger museumsdirektør Allis Helleland.

Om designeren
Morten Voss er en af landets førende møbeldesignere og grundlægger og medejer af tegnestuen Voss Co Living. Han er autodidakt, og trods sin synlig fornemmelse for den danske, funktionalistiske arv har han aldrig følt traditionen som en spændetrøje. Kombinationen af ukonventionelle former og materialer efterlader oftest et udfordrende design med referencer til forskellige stilarter i Morten Voss' produkter. Gennembruddet kom i 1994 med sofabordet FlightDeck, som vakte opsigt med dets betonflade båret af lette, svungne aluminiumsben. Siden har Morten Voss designet skelsættende produkter som Silverstone, Lockheed og Daytona.