I samarbejdets første år er deres arbejde præget af en reaktion mod normer og traditioner - et ungdomsoprør, hvor alt tillært skal afprøves, hvor der skal gøres op med det elitære og med møbler som kunsthåndværk. Det ene øjeblik tegner de radikale elementmøbler til ungdommen - det andet øjeblik klassiske, håndværksprægede møbler. Herimellem rummer perioden også interessante forsøg med lette stålrørsmøbler, samt flirt med borgerskabets diskrete charme i form af flydesofa og canvasbetrukne siddemoduler.
Ud af dette tilsyneladende kaos fremkommer modeller, der både vækker opsigt og indhøster pæne salgstal, men det er ikke desto mindre en ganske enkel - næsten forsigtig - lamineret stabelstol med tilhørende bordserie, der vender op og ned på det hele.
Man kan roligt sige, at arbejdet med lamineringsteknikken får Rud Thygesen og Johnny Sørensen sporet ind på en sti, der senere bliver en motorvej. At det skulle gå sådan, skyldes ikke kun de to arkitekters ubetingede talent, men også, at de fik de rette sparringspartnere på det rette tidspunkt. Rud Thygesen og Johnny Sørensen lægger ikke skjul på den betydning, som henholdsvis møbelfabrikken Magnus Olesen og firmaet Botium har haft for deres videre udvikling.
Med afgang fra Kunsthåndværkerskolens Møbelhøjskole (senere Skolen for Brugskunst) i 1966, tilhører Rud Thygesen og Johnny Sørensen den generation af møbeldesignere, der lige netop nåede at opleve dansk møbelkunst's guldalder. Som sådan burde de være stærkt prægede af snedkerhåndværkets traditioner og af arkitekter som Hans J. Wegner, Finn Juhl, Børge Mogensen, m.fl.
Imidlertid finder de to arkitekter det svært at vedkende sig traditioner og egentlige forbilleder, men den åndelige bagage er ikke desto mindre tung, når kufferten kommer op på vægten. Således vejer Klint-skolens analytiske studier og arbejdsmetoder godt til i deres produktion, ligesom skandinaviske funktionalister som Alvar Aalto, Yngve Ekström og Bruno Mathsson, hvis formsprog og arbejde med lamineringsteknikken må have inspireret. Og man må også tro, at Børge Mogensens ligefremme design og forbilledlige samarbejde med FDB i fyrrene, der resulterede i en række gode masseproducerede møbler af høj kvalitet, er at finde i deres bagage.
På en måde er det forståeligt, at Rud Thygesen og Johnny Sørensen stritter noget imod at få påhæftet traditioner og forbilleder, idet deres udgangspunkt snarere er industriel design og rationel produktion end møbelkunst og snedkerhåndværk. De har brugt arvestykkerne som inspiration til at skabe møbler af en anden karakter og et andet værdiindhold. De betragter møbler som nøje definerede industrielle produkter, hvor form og funktion, ærlighed over for materialet, og teknolgiens muligheder er ligeværdige parametre i designprocessen.
12 år skiller Rud Thygesen og Johnny Sørensen i alder, men i mentalitet og baggrund er der endnu mere, der skiller - og lad os bare gribe om nælden. Der har været perioder med larmende stilhed, kriser, og hvad der ellers hører med til et parløb på 25 år. Som de selv udtrykker det: "En gang imellem er vi da meget uenige om, hvordan en ting skal se ud - var vi helt enige, var der jo dybest set ingen grund til at være to". Det er i spændingsgfelterne den dynamik opstår, som styrker det kreative arbejdes videre forløb.
En studierejse til USA i 1970 sporede Rud Thygesen og Johnny Sørensen ind på arbejdet med den i dansk sammenhæng nye lamineringsteknik, og de to arkitekter havde allerede en producent lige ved hånden. I 1969 havde de to arkitekter fået kontakt med møbelfabrikken Magnus Olesen i Durup hvor en serie møbler i lakeret træ var blevet udviklet. Møblerne blev vist på Domus Danicas fællesstand, og blev ganske pænt modtaget, men den store succes blev de aldrig.
I Durup havde man også mærket sig den heftige debat om dansk møbeldesign og om brugen af plastmaterialer og stål - men man mente nok, at man skulle holde sig til at fabrikere træmøbler. Dermed var ikke sagt, at der ikke skulle nye modeller til - det var faktisk tiltrængt - og på Ruds og Johnnys anbefaling, enedes man om at forsøge sig med lamineringteknikken. Dette resulterede i en serie helt enkle møbler, udført med lamineret u-formet understel, som bar et overpolsteret sæde- og rygelement.
På møbelmessen i 1981 præsenterede Rud Thygesen og Johnny Sørensen den nyskabende 8000-serie, der fejede tidens tale om designkrise og stilstand effektivt af banen. Magnus Olesens stand på Møbelmartet var sort af mennesker, der nærmest stod på nakken af hinanden for at se den nye møbelserie.
Opmærksomheden var berettiget. Serien både brød radikalt med de to arkitekters tidligere formsprog og repræsenterede samtidig en træteknologisk landvinding.
Formsproget var enkelt og elegant, med samme kvaliteter som Thonet's dampbøjede caféstol, og var i øvrigt - for en del - tilpasset det spirende caféliv i Dansmark, som kendetegnede begyndelsen af 1980'erne. Den slanke og let udkragede benkonstruktion, både ved gulvplanet og ved overgangen mellem ben og det cirkulære kopstykke, gav stolen en visuel spænding, som ikke før var set i de to arkitekters arbejde. Stolens kvaliteter var umiddelbart overbevisende, men den designmæssige innovation var lige som meget samlingen mellem ben og sæde. Den var nærmest genial.
I 1988 kom endnu en opsigtsvækkende møbelinnovation fra Rud og Johnny. En imposant, cirkulær elementsofa, produceret af Magnus Olesen under navnet Swinger. Sofaen var udført som selvbærende konkave og konvekse elementer i lamineret bøg. Ryggen havde lodrette udfræsninger, der gav den en vis luftighed i sofaens noget massive udtryk, og den krumme skrånende ryg fungerede ikke kun som understøttelse for hele sofaen, hvorved forbenene kunne undværes, men bar også de overpolsterede sæde-elementer og de U-formede, laminerede armlæn. En radikal løsning med goemetrien som udgangspunkt.
Der findes givetvis møbelarkitekter, der har givet møbelkunst, et mere spektakulært formsprog og en mere filosofisk indgangsvinkel. Men det er de færreste i dansk møbeldesign, der har Rud Thygesen og Johnny Sørensens spændvidde og har brugt den til at præstere så rigt et udbud af kvalitetsprægede møbler i industriel produktion. På den baggrund er det, at de hæver sig op over det ordinære.
De to arkitekter ligger i deres arbejde på linie med Børge Mogensen og Hans J. Wegner. De har alle haft en stor indflydelse på dansk møbeldesign og møbelindustri, og de har alle både stjerneskud og fejlskud i deres produktioner. Men Rud og Johnny har haft et andet udgangspunkt for deres produktion. De fravalgte traditioner og forbilleder fra starten, hvilket gav dem mulighed for frit at afprøve ideer og holdninger på egne præmisser. Det gik ikke altid lige godt, men resultaterne og erfaringerne herfra har de overført og forvaltet godt i deres samarbejde med møbelindustrien.
De har nu selv skabt tradition og dannet forbillede. Den suveræne beherskelse af lamineringsteknikken er forsøgt efterlignet af andre, og ligeså deres formsprog, men de to arkitekter har hele tiden været det stykke foran, som kendetegner talent.
Uddrag fra Mike Rømer : 9006 dage med design, Nyt Nordisk forlag Arnold Busk 1991.
Ud af dette tilsyneladende kaos fremkommer modeller, der både vækker opsigt og indhøster pæne salgstal, men det er ikke desto mindre en ganske enkel - næsten forsigtig - lamineret stabelstol med tilhørende bordserie, der vender op og ned på det hele.
Man kan roligt sige, at arbejdet med lamineringsteknikken får Rud Thygesen og Johnny Sørensen sporet ind på en sti, der senere bliver en motorvej. At det skulle gå sådan, skyldes ikke kun de to arkitekters ubetingede talent, men også, at de fik de rette sparringspartnere på det rette tidspunkt. Rud Thygesen og Johnny Sørensen lægger ikke skjul på den betydning, som henholdsvis møbelfabrikken Magnus Olesen og firmaet Botium har haft for deres videre udvikling.
Med afgang fra Kunsthåndværkerskolens Møbelhøjskole (senere Skolen for Brugskunst) i 1966, tilhører Rud Thygesen og Johnny Sørensen den generation af møbeldesignere, der lige netop nåede at opleve dansk møbelkunst's guldalder. Som sådan burde de være stærkt prægede af snedkerhåndværkets traditioner og af arkitekter som Hans J. Wegner, Finn Juhl, Børge Mogensen, m.fl.
Imidlertid finder de to arkitekter det svært at vedkende sig traditioner og egentlige forbilleder, men den åndelige bagage er ikke desto mindre tung, når kufferten kommer op på vægten. Således vejer Klint-skolens analytiske studier og arbejdsmetoder godt til i deres produktion, ligesom skandinaviske funktionalister som Alvar Aalto, Yngve Ekström og Bruno Mathsson, hvis formsprog og arbejde med lamineringsteknikken må have inspireret. Og man må også tro, at Børge Mogensens ligefremme design og forbilledlige samarbejde med FDB i fyrrene, der resulterede i en række gode masseproducerede møbler af høj kvalitet, er at finde i deres bagage.
På en måde er det forståeligt, at Rud Thygesen og Johnny Sørensen stritter noget imod at få påhæftet traditioner og forbilleder, idet deres udgangspunkt snarere er industriel design og rationel produktion end møbelkunst og snedkerhåndværk. De har brugt arvestykkerne som inspiration til at skabe møbler af en anden karakter og et andet værdiindhold. De betragter møbler som nøje definerede industrielle produkter, hvor form og funktion, ærlighed over for materialet, og teknolgiens muligheder er ligeværdige parametre i designprocessen.
12 år skiller Rud Thygesen og Johnny Sørensen i alder, men i mentalitet og baggrund er der endnu mere, der skiller - og lad os bare gribe om nælden. Der har været perioder med larmende stilhed, kriser, og hvad der ellers hører med til et parløb på 25 år. Som de selv udtrykker det: "En gang imellem er vi da meget uenige om, hvordan en ting skal se ud - var vi helt enige, var der jo dybest set ingen grund til at være to". Det er i spændingsgfelterne den dynamik opstår, som styrker det kreative arbejdes videre forløb.
En studierejse til USA i 1970 sporede Rud Thygesen og Johnny Sørensen ind på arbejdet med den i dansk sammenhæng nye lamineringsteknik, og de to arkitekter havde allerede en producent lige ved hånden. I 1969 havde de to arkitekter fået kontakt med møbelfabrikken Magnus Olesen i Durup hvor en serie møbler i lakeret træ var blevet udviklet. Møblerne blev vist på Domus Danicas fællesstand, og blev ganske pænt modtaget, men den store succes blev de aldrig.
I Durup havde man også mærket sig den heftige debat om dansk møbeldesign og om brugen af plastmaterialer og stål - men man mente nok, at man skulle holde sig til at fabrikere træmøbler. Dermed var ikke sagt, at der ikke skulle nye modeller til - det var faktisk tiltrængt - og på Ruds og Johnnys anbefaling, enedes man om at forsøge sig med lamineringteknikken. Dette resulterede i en serie helt enkle møbler, udført med lamineret u-formet understel, som bar et overpolsteret sæde- og rygelement.
På møbelmessen i 1981 præsenterede Rud Thygesen og Johnny Sørensen den nyskabende 8000-serie, der fejede tidens tale om designkrise og stilstand effektivt af banen. Magnus Olesens stand på Møbelmartet var sort af mennesker, der nærmest stod på nakken af hinanden for at se den nye møbelserie.
Opmærksomheden var berettiget. Serien både brød radikalt med de to arkitekters tidligere formsprog og repræsenterede samtidig en træteknologisk landvinding.
Formsproget var enkelt og elegant, med samme kvaliteter som Thonet's dampbøjede caféstol, og var i øvrigt - for en del - tilpasset det spirende caféliv i Dansmark, som kendetegnede begyndelsen af 1980'erne. Den slanke og let udkragede benkonstruktion, både ved gulvplanet og ved overgangen mellem ben og det cirkulære kopstykke, gav stolen en visuel spænding, som ikke før var set i de to arkitekters arbejde. Stolens kvaliteter var umiddelbart overbevisende, men den designmæssige innovation var lige som meget samlingen mellem ben og sæde. Den var nærmest genial.
I 1988 kom endnu en opsigtsvækkende møbelinnovation fra Rud og Johnny. En imposant, cirkulær elementsofa, produceret af Magnus Olesen under navnet Swinger. Sofaen var udført som selvbærende konkave og konvekse elementer i lamineret bøg. Ryggen havde lodrette udfræsninger, der gav den en vis luftighed i sofaens noget massive udtryk, og den krumme skrånende ryg fungerede ikke kun som understøttelse for hele sofaen, hvorved forbenene kunne undværes, men bar også de overpolsterede sæde-elementer og de U-formede, laminerede armlæn. En radikal løsning med goemetrien som udgangspunkt.
Der findes givetvis møbelarkitekter, der har givet møbelkunst, et mere spektakulært formsprog og en mere filosofisk indgangsvinkel. Men det er de færreste i dansk møbeldesign, der har Rud Thygesen og Johnny Sørensens spændvidde og har brugt den til at præstere så rigt et udbud af kvalitetsprægede møbler i industriel produktion. På den baggrund er det, at de hæver sig op over det ordinære.
De to arkitekter ligger i deres arbejde på linie med Børge Mogensen og Hans J. Wegner. De har alle haft en stor indflydelse på dansk møbeldesign og møbelindustri, og de har alle både stjerneskud og fejlskud i deres produktioner. Men Rud og Johnny har haft et andet udgangspunkt for deres produktion. De fravalgte traditioner og forbilleder fra starten, hvilket gav dem mulighed for frit at afprøve ideer og holdninger på egne præmisser. Det gik ikke altid lige godt, men resultaterne og erfaringerne herfra har de overført og forvaltet godt i deres samarbejde med møbelindustrien.
De har nu selv skabt tradition og dannet forbillede. Den suveræne beherskelse af lamineringsteknikken er forsøgt efterlignet af andre, og ligeså deres formsprog, men de to arkitekter har hele tiden været det stykke foran, som kendetegner talent.
Uddrag fra Mike Rømer : 9006 dage med design, Nyt Nordisk forlag Arnold Busk 1991.
