danskmoebeldesign_header_090111

DEN RØDE TRÅD
Den røde tråd i dansk møbeldesign
- klassikere fra det 20. århundrede

Udstilling indtil 3. sept. 2006

Sideløbende med Kaare Klints virke, markerede multitalentet Poul Henningsen (PH) sig med en mere international orienteret stil. PH er som formgiver mest berømt for sine lamper, men har designet såvel møbler som flygler. PH's berømte flygel er et godt eksempel på den moderne funkis stil, hvor man, i modsætning til Klint-skolens forkærlighed for træ, benyttede sig af moderne materialer, som forkromet stål, bakelit og celluloid (plastmaterialer).

Kaare Klint har haft stor indflydelse på den danske møbeltradition. Som professor ved Kunstakademiets Afdeling for Møbel- og Rumkunst dannede han formgivningsmæssigt skole i mere end 30 år. Klints skole kaldes dansk funktionalisme, fordi den beskæftigede sig med at skabe funktionelle møbler uden overflødige dekorationer.

Klints store bidrag til dansk møbeldesign var evnen til at forenkle overvejende klassiske engelske møbeltyper, såsom felt- og dækstolen. Som forarbejde til sine møbeltegninger gik Klint metodisk til værks og foretog opmålinger og analyser af såvel møbeltyper som behov. Klints forkærlighed for kvalitetstræ, såsom den ædle cuba-mahogni, gjorde dog primært hans møbler tilgængelige for en mere eksklusiv skare af befolkningen.

Blandt de møbelformgivere, der regnes for Klints elever, findes Mogens Koch, Børge Mogensen og Arne Karlsen.

Børge Mogensen er af fleste nok mest kendt som designeren bag en lang række FDB-møbler, bl.a. den enkle spisestuestol kaldet FDB-stolen. Børge Mogensen var i en årrække leder af FDB's tegnestue, som blev etableret med den hensigt at skabe demokratiske møbler. Eller med andre ord, kvalitetsmøbler, der var til at betale for almindelige mennesker. Børge Mogensens møbler var inspireret af klassiske bondemøbler såvel som den amerikanske shakersekts puritanske, velforarbejdede møbler. De enkle FDB-møbler fandt dog aldrig fodfæste hos den målgruppe de var tiltænkt, men blev i stedet synonym med den indretningsstil som arkitekter og akademikere i en lang årrække foretrak.
Efter Børge Mogensen trak sig tilbage som leder af FDB's tegnestue, skabte han en lang række markante og mere eksklusive møbler, såsom den spanske stol.

Samtidigt med Klinteleverne fandtes en anden retning på den danske møbelscene repræsenteret ved blandt andet Ole Wanscher, Hans J. Wegner og Finn Juhl. Disse møbelformgivere tegnede mere skulpturelle møbler inspireret af såvel historiske møbeltyper som moderne samtidskunst.
Hans J. Wegner tegnede en hel serie moderne variationer over den klassiske Kinastol, mens Finn Juhl var inspireret af både afrikansk og moderne organisk kunst - og helt konkret en ægyptisk stol fra Louvre Museet. Kendetegnende for disse formgivere er ligeledes møblernes høje håndværksmæssige kvalitet, som i Juhl og Wanschers tilfælde skyldes et tæt samarbejde med snedkermestrene Vodder og Iversen, mens Wegner selv var uddannet møbelsnedker.

I forlængelse af både den skulpturelle og den funktionelle tradition markerer Arne Jacobsen sig midt i det 20. århundrede med møbler, der er industrielt fremstillede.
Jacobsen har fungeret som såvel bygningsarkitekt og designer og slog for alvor sit navn fast med de organisk formede hvilestole Ægget og Svanen tegnet til SAS Royal Hotellet samt den lille trebenede spisestuestol Myren. Myrens efterfølger, Syveren, er Danmarks mest solgte stol og dansk møbelindustris største eksportsucces.
Arne Jacobsen store force som arkitekt og formgiver var, at han lod sig inspirere af internationale strømninger og derefter "oversatte" disse til noget særligt nordisk og "jacobsensk". Samtidig formåede han med sin stærke vilje at presse teknologien (og producenten) til det yderste, og derigennem nå nyskabende resultater. Den brede og stadige interesse for Arne Jacobsens møbler skyldes sandsynligvis, at stolene er både funktionelle og formgivningsmæssigt originale.

Parallelt med Arne Jacobsen og Hans J. Wegners virke blev der i 60erne sat fokus på en række eksperimenterende designere som Verner Panton, Nanna Ditzel og Grete Jalk. Disse tre gjorde op med alle konventioner og arbejdede med nye konstruktioner og nye materialer. For Panton betød dette især de nye syntetiske materialer som plastic og opskummede plastmaterialer. Både Panton og Ditzel arbejdede helt i tidens ånd med totalinstallationer, hvor rum og møbler gik op i en højere enhed.

Som en af de få kvinder blandt periodens møbeldesignere opdyrkede Nanna Ditzel et ukendt designterritorium fra den hjemlige sfære: børnemøbler. Som moderne kvinde, formgiver og mor til tre, var Ditzel ikke tilfreds med de traditionelle børnemøbler, der kunne købes på markedet. Derfor tegnede hun en række møbler til børn, som var moderne i deres udtryk og som i tilfældet med Trisserne tilgodeså børns behov for at kunne at kunne lege med og flytte rundt på tingene.

Samtidigt med Arne Jacobsens organiske møbler og Finn Juhls skulpturelle ditto tegnede Poul Kjærholm en række markante møbler i den internationale funktionalismes hovedmaterialer: stål og læder. Kjærholm fokuserede på konstruktionsprincipper og var minimalistisk i sin holdning til møbeldesign: man skulle kunne se de enkelte komponenter, og selv en skrue kunne være en væsentlig og synlig detalje. Kjærholms møbler kan forekomme kølige, men selv foretrak han det lyse naturlæder, der med tiden patineredes og spillede kontrastmæssigt op til det matpolerede stål. Materialemæssigt fortsætter Kjærholm eksperimenter fra funkisperioden, hvor bl.a. PH slog sine folder, men i en væsentlig mere minimalistisk udgave, hvor konstruktionen sidestilles formgivningen.

Generationen efter de store
Det har utvivlsomt ikke altid været nemt at være generationen efter "guldalderen" i dansk møbelformgivning og skulle tage arven op efter koryfæerne. Alligevel har en række designere markeret sig med moderne, enkle, funktionelle møbler formgivet ud fra dansk tradition. Den store udfordring for denne generation har været den industrielle produktion, hvor dansk møbeldesign store succes med navne som Klint, Wegner og Juhl beroede på en håndværksmæssig finish, der ikke egnede sig til masseproduktion.

Fremtidens klassikere?
Det er svært at spå om fremtiden, men Trapholt vover forsøget og giver her en række bud på fremtidige klassikere, dvs. møbler vi også om 50 år vil kunne se værdier i.

Hans Sandgren Jakobsen fortsætter såvel den lange tradition for enkel, skandinavisk formgivning som det håndværksbaserede udgangspunkt, idet han selv er udlært snedker. Taburetten "Gallery" har de kvaliteter, der skal til for at blive klassiker: den er enkel, elegant og tidløs - eller måske snarere pga. sin enkle form ikke tidstypisk og derfor åben for fortolkning også for senere generationer.

Louise Campbell har tilført dansk møbeldesign et tiltrængt pust af et fortællende element og med de "Henslængte klædeskabe" har hun nyfortolket klædeskabet til en skulpturel, men anvendelig genstand. Skabet ligner ikke noget andet og bejler med sin originalitet til titlen af fremtidig klassiker.

Komplot design (Boris Berlin og Poul Christiansen) har med både Gubi-stolen og Non-stolen to stærke kandidater til posten som fremtidig klassiker.
Non-stolen er tegnet som arketypen på en stol og har derfor fået titlen 'ikke-design'. Stolen er en teknologisk nyskabelse, hvor en gummidragt støbes omkring en ramme i stål. Materialekombinationen gør, at stolen kan tåle at stå såvel ude som inde. Under stolens sæde ses en dedikation til alle involverede parter, som en sjov kommentar til begrebet non-design - kan man designe bevidst non-design?

Komplot design (Boris Berlin og Poul Christiansen) har med både Gubi-stolen og Non-stolen to stærke kandidater til posten som fremtidig klassiker.

Gubi-stolen er fremstillet med en ny 3-D teknik, der gør det muligt at lave de bløde afrundede former selv i finér. Den bløde, organiske og alligevel karakteristiske stol har allerede vakt stor opmærksomhed og er repræsenteret bl.a. som en del af det danske designprojekt på Museum of Modern Art (MoMA) i New York samt i Zaha Hadids tilbygning til Ordrupgaard.

www.trapholt.dk