Nye strømninger og banebrydende design
Dansk Design Center hædrer den 29. marts det bedste danske design med Den Danske Designpris 2007, som uddeles ved en stor begivenhed i Dansk Design Center. Som en nyhed uddeles Designmatters Prisen for første gang. Priserne overrækkes af HKH Kronprinsen, protektor for Dansk Design Center.
Der uddeles i alt 12 priser:
8 Den Danske Designpris
1 Visionspris
2 Klassikerpriser, for hhv produktdesign og grafisk design
Designmatters Prisen, som gives til en mindre eller mellemstor virksomhed, der har satset bevidst på design, og hvor resultatet kan aflæses på bundlinien.
Den Danske Designpris
Fælles for de 12 prisvindere og kriteriet for at modtage Den Danske Designpris er, at virksomhederne har skabt innovative produkter og grafiske løsninger af høj æstetisk og teknisk kvalitet, der bidrager til at stimulere brugen af design i dansk erhvervsliv.
Designprisen tildeles en række innovative og brugerorienterede løsninger med fokus på bl a helbred, livskvalitet og menneskets velbefindende. Blandt prisvinderne er f eks en "Porsche udgave" af fremtidens tandlægebriks, et visionært ernæringskoncept med lige dele take-away, kostvejledning, økologi og medarbejderpleje samt en 'Mini-TræningsPavillon', hvor fitness center og naturen er forenet under samme tag.
Visionsprisen
t.a.k.k. take-away kostkompagniet modtager Visionsprisen for sit nytænkende og visionære forretningskoncept.
Klassikerprisen
Klassikerprisen 2007 tildeles 2 virksomheder:
- Stelton for den klassiske termokande, der blev skabt af Erik Magnussen i 1977. Termokanden fejrer dermed 30 års jubilæum i år.
- Irma for det stærke Irma-pige logo, som har eksisteret siden 1907 næsten uden forandringer.
Designmatters Prisen 2007
Belysningsvirksomheden Lightyears er den første vinder af den nyindstiftede Designmatters Pris. Lightyears modtager prisen for med succes at have turdet at satse på design som en del af den nystartede virksomheds forretningsstrategi.
Adm direktør Christian Scherfig, DDC, siger:
"Vi har i år modtaget godt 100 tilmeldinger til prisen, og vi kan se, at de små og mellemstore virksomheder i stigende grad får øjnene op for de resultater, de kan opnå ved brugen af design. Priserne skal ikke alene synliggøre de virksomheder og produkter, hvor design allerede indgår som et væsentligt parameter. De skal også inspirere og motivere andre til at følge efter - til gavn for Danmarks konkurrenceevne, erhvervslivet og ikke mindst brugerne.
Design skal være med til at stimulere innovation og vækst i Danmark og den enkelte virksomhed. Med uddelingen af designpriserne vil vi tilskynde den danske industri til at gå i gang eller komme videre med satsningen på og investeringen i design."
Udstilling og katalog
Prisvinderne præsenteres i kataloget "Den Danske Designpris 2007" og på en udstilling, der åbner den 30. marts for publikum i Dansk Design Center. Udstillingen vises frem til den 14. oktober 2007. Før prisuddelingen inviterer Dansk Design Center til et seminar med Roberto Verganti, forsker og professor i innovationsledelse.