Designmøbelvirksomheden Softline oplever i disse måneder en tilstrømning af nye kunder, der er på jagt efter unikke og innovative designprodukter.
"Vores kollektion af designmøbler er blevet attraktiv for forhandlere af eksklusive møbler. De søger nye og mere økonomiske alternativer, men vil ikke gå på kompromis med design, kvalitet og individualitet, og det har åbnet helt nye muligheder for os," siger Finn H. Sørensen, direktør for Softline i Maribo.Virksomheden har netop deltaget i den internationale møbelmesse i Milano og her tiltrak de nye designmøbler, som Softline lancerede, stor opmærksomhed fra hele verden.
"Vi havde besøg fra mange af de store, internationale forretninger, og en række anerkendte arkitekter og designere lagde også vejen forbi vores stand. Vi ser nu, at flere års udvikling af unikke designmøbler giver resultat," siger Finn H. Sørensen.
Direktøren kunne i Milano også glæde sig over et besøg af den danske kulturminister Carina Christensen. Ministeren udtrykte sin store anerkendelse af Softline's indsats for eksporten af danske møbler og den succesrige udvikling, virksomheden har gennemgået.
"Vi er et af de få danske firmaer, der har været fast udstiller på messen i Milano i de seneste 12 år, og det var en stor ære at få mulighed for at vise vores nye kollektion af designmøbler for ministeren," siger Finn H. Sørensen.
Kulturminister Carina Christensen var en interesseret gæst på Softlines stand i Milano. Her sammen med Softline-direktør Finn H. Sørensen.