Hans J Wegner

Hans J. Wegner har indskrevet sit navn i design-historien med en række stole, som er helt uden forbilleder, men alligevel står der, klare som nye skrifttegn og selvfølgelig som designs, der nødvendigvis må være sådan, som de er, og ikke kunne være en lille smule anderledes.

Hans J. Wegner fik sine første oplevelser af, hvordan ting bliver til, og af brugen af værktøj i sin fars, skomager og byrådsmedlem Peter M Wegners værksted. "Han kunne bruge sit værktøj, selv om han så til den anden side", fortæller Hans J. Wegner mange år senere.

Hans J. Wegner kom i snedkerlære, fordi han meget tidligt, på værkstederne i Smedegade i Sønderjylland, opdagede, at han havde en fornemmelse for træet og en kærlighed til det.

Læremesteren var snedkermester H F Stahlberg, hvis værksted udførte alle typer af snedkerarbejde. På hans værksted fik den unge Hans J. Wegner mulighed for at udføre sine første eksperimenter og designs.

Hans J. Wegner var udlært som 17-årig, men blev på mesters værksted i 3 år, til han skulle være soldat. Hans J. Wegner kom som 20-årig værnepligtig til København og begyndte efter militærtjenesten studier på Teknisk Skole.

I København stiftede Hans J. Wegner bekendtskab med Københavns Snedkerlaugs Møbeludstillinger. Disse udstillinger var startet i 1927 og blev gennem årene et laboratorium for samarbejdet mellem gode snedkermestre som f eks Johannes Hansen, L Pontoppidan, Niels Vodder, Jacob Kjær, A J Iversen, Moos, Rudolf Rasmussen og tidens bedste arkitekter. Blandt pionerene var Kaare Klint, Vilhelm Lauritzen, Ole Wanscher og Mogens Voltelen.

De årlige møbeludstillinger gav den unge snedker Hans J. Wegner en førsteoplevelse af, hvad kombinationen af håndværk og design kunne frembringe.

Som elev på Teknisk Skole blev Hans J. Wegner i visse undervisningstimer sendt på Kunstindustrimuseet for at måle møbler op. Det gav ham endnu en introduktion til møbelkunstens verden.

Hans J. Wegner besluttede, at han ville være formgiver. Hans J. Wegners mål var at fremstille og sælge sine møbler. Derfor påbegyndte Hans J. Wegner i 1936 studier på Kunsthåndværkerskolen med
O Mølgaard Nielsen som lærer.

Efter knap to år fik Wegner imidlertid arbejde i Århus, først hos arkitekterne Erik Møller og Flemming  Lassen, og så i 1940 på den tegnestue, som arkitekterne Arne Jacobsen og Erik Møller havde etableret i fællesskab for at forestå opførelsen af Århus Rådhus. Hans J. Wegners opgave blev at tegne møblerne til rådhuset.

Det var kernepunktet i det, der siden skulle blive særligt Arne Jacobsens kendemærke, at et design skulle føres hele vejen igennem, fra bygningens arkitektur via alle dens detaljer og komponenter til indretning og belysning. Hans J. Wegners arbejder til rådhuset i Århus blev en del af denne tradition.

Hans J. Wegner arbejdede for Arne Jacobsen og Erik Møller til 1943 og etablerede herefter sin egen tegnestue i Århus, som han drev til 1946. Hans J. Wegner var fra 1946-48 ansat på Palle Suensons tegnestue i København. Samtidig etablerede Hans J. Wegner igen egen tegnestue.

Set med nutidens øjne er disse første år interessante, de år, man kunne kalde tiden før Wegner blev Wegner. Hans J. Wegners mål i disse første år var, med hans egne ord, "at klæde de gamle stole af for deres ydre stil og lade dem genopstå i deres rene konstruktion".

Vi har i dag en forventning om, at design-talent springer ud fuldt udviklet og færdigt. Det var ikke tilfældet med Hans J. Wegner, selv om hans arbejder fra de helt unge år rummer varsler om, hvad der var i vente. Og det kan heller ikke - undtagen i helt sjældne tilfælde - være tilfældet for de unge talenter i dag. Talent, selv om det er nok så originalt, kræver gode vækstbetingelser. Hvis de ikke findes, dør det.

I krigsårene arbejdede Hans J. Wegner også på en anden indretningsopgave: Gode og billige møbler til den beskedne to- eller tre-værelses lejlighed, med den knaphed på plads og alle de dobbeltfunktioner, den indeholder, hvis den skal være hjem for en familie på far, mor og to børn. Opdragsgiveren var direktør Frederik Nielsen fra FDB, Forenede Danske Brugsforeninger, og inspirationen bag det hele arkitekten og byplanlæggeren Steen Eiler Rasmussen.

Møblerne blev tegnet i samarbejde med Hans J. Wegners kollega og ven, Børge Mogensen, en af de talentfulde unge arkitekter, der udgik fra Kaare Klint skolen ved Kunstakademiet i København.

Børge Mogensen og Hans J. Wegner løste opgaven med møbler, som opfyldte den gamle drøm om at skabe gode møbler til en pris, folk kunne betale. Designmæssigt følte de imidlertid begge, at de i samarbejdets navn gik lidt på kompromis. Derfor varede samarbejdet kun et par år. Men, som Hans J. Wegner senere bemærkede, til gengæld holdt venskabet hele livet.

I 1940 indledte Hans J. Wegner samarbejde med møbelsnedkeren og laugsformand Johannes Hansen. Da var Johannes Hansen 54 og Hans J. Wegner 26. Hos Johannes Hansen fandt Hans J. Wegner den gode og kyndige samarbejdspartner, der er forudsætningen for så megen fælles succes.

De første resultater blev præsenteret på Snedkerlaugets udstilling i 1941. Gennem de følgende 25 år, helt frem til den sidste Snedkerlaugs-udstilling i 1966, blev Johannes Hansen og Hans J. Wegner faste samarbejdspartnere, og - efter 6-8 år - dem, der satte standarden for alle de andre.

Udstillingerne fortsatte indtil 1966 og er i 1983 blevet afløst af de såkaldte SE udstillinger, bygget på samme idé om samarbejde mellem designere og producenter.

Snedkermestrene er i dag næsten ude af billedet, simpelthen fordi deres virksomheder ikke eksisterer længere. Til gengæld har industrien overtaget en del af deres funktion, omend ikke altid med det mod og den vilje til at eksperimentere, der fandtes i de små håndværksvirksomheder, hvor der - åndeligt talt - var højt til loftet.

Målet med tilstedeværelsen på Snedkerlaugets udstillinger var ikke at skabe den internationale succes, der med tiden kom ud af det. "Det var mere som en leg", fortæller Hans J. Wegner. "Vi skulle have noget nyt at vise frem hvert efterår. Vi var glade, hvis vi kunne sælge de stole, der var fremstillet til selve udstillingen. Det var så langt, vore forventninger gik".

Arkitekterne fik ikke betaling for udviklingsarbejdet. I stedet modtog de en royalty af salget. En ordning, der reducerede investeringerne i udviklingsarbejdet, men som også, hvis møblerne nåede store salgstal, kunne gøre arkitekterne (og producenterne) rige.

Gennembruddet, design-mæssigt og kommercielt, kom i årene lige efter krigen. "Det var en vidunderlig og jublende fornemmelse, at krigen var forbi. Vi følte, at hele verden lå åben for os, og vi ville vise, hvad vi kunne", fortæller Hans J. Wegner. "Målet var at gøre tingene så enkle og rigtige som muligt og vise, hvad vi kunne skabe med vores hænder, og prøve at gøre træet levende, give det ånd og vitalitet, og at få tingene til at blive så naturlige, at de kunne være lavet hos os."

For Hans J. Wegner blev milepælen, da det amerikanske tidsskrift "Interiors" i 1950 viste Den Runde Stol, lanceret året før, på forsiden og skrev, at det var verdens smukkeste stol. Det blev iøvrigt ikke kun starten på verdensberømmelsen for ham selv, men for dansk design i det hele taget.

Det blev også begyndelsen på et eksporteventyr. For dette med at én bestemt stol kunne være verdens smukkeste, vakte interesse. Blandt andet i en klub i Chicago, som skrev til Johannes Hansen og bestilte 400 stk af The Chair, som amerikanerne senere kom til at kalde den. Det er umuligt, forklarede Johannes Hansen, det kan ikke lade sig gøre for vort værksted at fremstille 400 stole, så vi må sige nej tak. Klubben lod sig imidlertid ikke vise af. De 400 stole blev leveret et par år senere.

Successen kom som en overraskelse. "Som håndværker kunne jeg naturligvis se, at det var en sund og fornuftig stol", sagde Johannes Hansen senere i et interview, "men ingen kunne på det tidspunkt ane, at den ville blive en sådan succes. Det var endda kun med nød og næppe, at den nåede at komme med på udstillingen i 1949. Som så mange gange før og siden kom Hans J. Wegner først få dage før udstillingen med tegningerne til de bedste af sine modeller. Men fra det øjeblik og indtil udstillingen åbnede, arbejdede han næsten døgnet rundt sammen med værkfører Niels Thomsen".

Hans J. Wegner modtog den store amerikanske designpris Lunning prisen i 1951. Prisen var grundlagt samme år af Frederik Lunning, som drev sin berømte Georg Jensen butik på 667, Fifth Avenue i New York. Den blev den første af en lang række internationale priser, Hans J. Wegner siden skulle modtage. Hans J. Wegner delte prisen på 5.000 dollars med den finske designer Tapio Wirkkala.

Berømmelsen og eksporten gik hånd i hånd, godt hjulpet af pressens interesse for det nye fænomen, danish design. Hans J. Wegner blev en banebryder her, ikke kun med snedkermøblerne for Johannes Hansen, men også med møbler tegnet til mere industrialiseret fremstilling.

I begyndelsen af 40erne kom flere af Hans J. Wegners FDB møbler i produktion hos Tarm Stole- & Møbelfabrik og fra midten af 50erne kom Wegner-møbler i industriel produktion hos Fritz Hansen samt hos Andreas Tuck, Getama, AP Stolen, Carl Hansen & Søn og Ry Møbler. De fem sidstnævnte etablerede, med den gode design-købmand E Kold Christiansen som primus motor, en fælles eksportorganisation, Salesco. Salesco kom gennem mange år til at tegne en enestående eksport-succes, skabt under bannerne Hans J. Wegner og danish design.

Snedkermester Ejnar Pedersen fremstillede i en årrække komponenter til Hans J. Wegners møbler og lancerede i 1969 sine første Wegner-møbler under eget firmanavn, PP Møbler. PP Møbler ligger på grænsen mellem håndværk og industri. Virksomheden er i dag den største producent af de snedkerprægede møbler. Carl Hansen & Søn er den største producent af de mere industrielle møbler.

Successen i udlandet var en del af mekanismen, sådan som et ry for at være de bedste ofte bliver en selvopfyldende profeti via den stimulerende effekt, berømmelsen og forventningerne har på dem, den falder på.

Her spillede udstillingerne af dansk design deres store rolle, blandt dem professor Erik Herløws store USA-udstillinger. Pressearbejdet i udlandet bidrog også til successen.

"Mange udlændige har spurgt mig, hvordan vi skabte den danske stil", siger Wegner i dag. "Og jeg må svare, at der overhovedet ikke var tale om noget sådant. Det var vel nærmest en videregående renselsesproces og for mit vedkommende en forenkling, en skæren ned på elementerne til det mindst mulige, fire ben, et sæde og et kombineret kopstykke og armlæn." Med andre ord den stol, som senere skulle blive kendt verden over på en bestemt form som Stolen.

Af Jens Bernsen

(Uddrag fra bogen Jens Bernsen: 'Hans J. Wegner om design'. Dansk Design Center 1994).