Kaare Klint blev bl.a. uddannet på Kunstnernes Studieskole, men som arkitekt blev han især udlært af sin far P. V. Jensen-Klint. Kaare Klint satte sine spor inden for stort set alle arkitektfagets områder, heriblandt møbelkunst og rumudstyr - et område, der fra 1924 blev en integreret del af Kunstakademiets undervisning. Kaare Klint selv blev docent på området, og undervisningen udformede sig som et samarbejde med eleverne. Arbejdet tog først og fremmest sit udgangspunkt i funktionsanalyse, materialevalg og materialebearbejdelse. Kaare Klint fik en meget stor betydning for dansk møbelkunst i det 20. århundrede.
Kaare Klint var som møbeltegner selvlært, men indledte i 1914 et samarbejde med Professer Carl Petersen, der byggede Fåborg museum, hvortil han skulle tegne møblerne. Et samarbejde der bl.a. resulterede i en karmstol, der senere blev kendt som Klints fåborgstol, og som i dag kan ses som en indledning til den nye æra i dansk møbelkunst.
Kaare Klint mente, at fortidens ophobning af erfaring og håndværksmæssige kvaliteter måtte videreføres og med fordel kunne viderebearbejdes og tilpasses tidens nye behov.
Det var en holdning, der direkte og indirekte fik stor indflydelse på de efterfølgende generationer. Selv om man har reageret imod den traditionelle linie i hans formgivning, er det dog hans påvirkning, der har givet dansk møbelkunst dens kvalitet og homogenitet.
Den Klintske skole betragtede møblet som et redskab, der tjener sit formål på samme måde som et stykke værktøj. Konsekvensen af denne grundlæggende tanke blev, at møblet fik en beskeden og ikke opsigtsvækkende form. Formålet var at skabe "tidsløse" brugsting, hvis form var i overenstemmelse med deres brugsmæssige værdi. Klint så det som arkitektens opgave at bringe orden i kaos. Han afskyede den meningsløse rest som ikke tjente noget formål. Det var en form for effektivitet, der ikke stræbte efter det effektfulde.
Allerede i 1916-17 udførte Klint en række proportions- og funktionsstudier, der kunne klarlægge de almene forhold, der bestemmer de enkelte møbelgruppers brug og størrelse. Et systematisk arbejde han hævdede ikke var æstetisk bestemt, men alene forholdt sig til tingenes størrelse i forhold til hinanden og til mennesket. I modsætning hertil står den opfattelse, at et møbel mere bør betragtes som et selvstændigt kunstværk, der ikke beskedent underordner sig interiøret, men skaber en iøjnefaldende effekt, og udtrykker kunstnerens originalitet.
Klints møbelproduktion kan derfor karakteriseres som møbeltyper mere end som unikke frembringelser og kan derfor opfattes som indledningen til vor tids mere rationelle tankegang.
