PRIS TIL TÅLMODIGHEDENS DESIGNER
Møbeldesigneren Kasper Salto tildeles Møbelprisen 2003 på 150.000 kr.
På andendagen for Scandinavian Furniture Fair, torsdag den 8. maj 2003, tildelte Dansk Møbelindustris Fond en af Danmarks største designpriser - Møbelprisen 2003 - til møbelarkitekt Kasper Salto, der modtog prisen på 150.000 kr. samt et trofæ i form af billedhuggeren Poul Isbaks granitstol. Kasper Salto tildeles prisen i anerkendelse af hans evne til "..at frembringe funktionelle, lette og yndefulde møbler, der vidner om betydelig håndværksmæssig indsigt, fastholder det bedste i de skandinaviske møbeltraditioner og værdibegreber samt viser nye veje i såvel materialeanvendelse som formsprog," som det hedder i fondsbestyrelsens motivering.
Kasper Salto (f. 1967) havde sløjd som yndlingsfag i skolen og trivedes tidligt ved at have noget mellem fingrene. Derfor var det naturligt for ham at vælge uddannelsen som møbelsnedker, som han fuldførte med sølvmedalje i 1988. Allerede dengang var han klar over, at det for ham var mere tilfredsstillende at sætte sit eget præg på håndværket fremfor at fremstille andres produkter, og derfor tog han tegneundervisning som forberedelse til optagelse på Danmarks Designskole, samtidig med at han arbejdede som inventarsnedker for at få praktisk erfaring. Kasper Salto tog afgang fra designskolen i 1994 efter et studieforløb, hvor han efter eget udsagn gik mere op i timerne på værkstedet end i de teoretiske discipliner.
Gennembrud med Runner
Efter endt uddannelse blev Kasper Salto på freelance-basis tilknyttet møbelarkitekt Rud Thygesens tegnestue. Her fik han lov til at arbejde med både egne ting og Thygesens projekter for producenter som bl.a. Erik Boisen, Magnus Olesen og svenske Offecct. I 1996 traf Salto indehaveren af møbelfirmaet Botium, Peter Stærk, som så talentet og opfordrede ham til at tegne et par stole. Det blev i første omgang til modellerne Alfa og Delta, men det egentlige gennembrud kom i 1998 med stabelstolen Runner, hvis elegante, dobbeltkrumme lamelryg var inspireret af den menneskelige rygsøjles bygning. Kasper Salto fungerede som Botium's husdesigner, indtil firmaet indstillede aktiviteterne i 2002.
I 1997 fik Kasper Salto de første følere fra Fritz Hansen A/S, der havde bemærket den unge designers originale udtryk og ønskede, at han skulle skabe fremtidens stabelstol, der kunne egne sig til mange formål. Udviklingsarbejdet tog fem tålmodige år, førend resultatet kunne præsenteres på Orgatec-messen i 2002 i form af den elegante, minimalistiske stabelstol Ice. Selv om der ikke er en eneste træsplint i Ice, der består af aluminium og plast, anser møbelsnedkeren Kasper Salto den for at være lige så godt håndværk som træstolene. Blot ligger den håndværksmæssige omhu i at lave de formværktøjer, der bruges i produktionen. Og så glæder det stolens ophavsmand, at det hovedsageligt var danske underleverandører, der blev foretrukket, da Fritz Hansen udbød Ice's enkelte komponenter i licitation.
Eksklusiv produktion
Kasper Saltos produktion til dato er eksklusiv og omfatter blot en halv snes modeller, fordelt på tre producenter. Foruden stolene Runner og Ice, der produceres af Fritz Hansen, producerer Hansen & Sørensen loungestolen Skater - som fornylig modtog den tyske designpris "Red dot award" - og det avancerede møde- og loungebord Bone, der er karakteristisk ved sine tre ben, der gensidigt støtter hinanden. Hertil kommer Fredericia Furniture, der fremstiller stolene Blade og B2 samt bordene Basic og V2.
Kasper Salto har i årenes løb deltaget i flere internationale udstillinger og har også indhøstet adskillige udmærkelser i både ind- og udland. Han er også medlem af møbeludstiller-sammenslutningen SE, men beklager at der ikke har været tid til aktiv medvirken på de seneste års udstillinger. Det til trods er ambitionerne for fremtiden intakte: Han vil gerne prøve kræfter med andre møbeltyper end stole og borde - eventuelt for udenlandske producenter - og også gerne med andre slags indretningsprodukter, hvis ellers producenterne kan respektere hans krav til samarbejdet.
Trives bedst på værkstedet
Kvaliteten kommer fremfor alt, og derfor skal der bruges tid og tålmodighed på den dialog, der er nødvendig for at sikre, at designet passer til virksomheden. Derfor bliver jeg nok aldrig designer for store kæder, hvor produkternes omsætningshastighed bestemmer udviklingstakten," fastslår Kasper Salto. Han trives med egne ord bedre på værkstedet end ved computeren, og fremhæver bl.a. samarbejderne med snedkermester Søren Risvang og Statens Værksteder for Kunst og Håndværk som nogle af de miljøer, der har haft afgørende betydning for hans professionelle karriereforløb.