Fredericia Furniture's futuriske gyngestol Stingray, som er tegnet af Thomas Pedersen, har modtaget en Bo Bedre Award i kategorien "Årets nyklassiker". Det danske indretningsmagasin Bo Bedre uddeler hvert år en række designpriser i forskellige kategorier til formstærkt og bemærkelsesværdigt design - dansk som internationalt. Stingray har modtaget prisen som "Årets nyklassiker" på baggrund af juryens votering og stemmer fra Bo Bedre's læsere.
Det sagde juryen:
"Med et ekstraordinært formsprog, der trækker aner tilbage til Eames' organiske leg med glasfiber og den danske designtradition for funktionelle siddemøbler. Thomas Pedersens gyngestol giver mulighed for at sidde godt i flere positioner, samtidig med at den er et smukt showpiece i stuehjørnet."
Nyklassikerprisen føjer sig til en lang række af priser, som Stingray har modtaget inden for de sidste to år bl.a. Den Danske Designpris 2008/09 og den internationalt anerkendte Red Dot Award 08.