danskmoebeldesign_header_090111

Det blev den dansk-colombianske designer Rafael Cortes-Rudas og hans taburetmøbel Cotiledon Triobular, der blandt fem forskellige kandidater blev kåret som vinder af design-eventen "Et Integrationsmøbel" på åbningsdagen for Copenhagen International Furniture Fair 2007. 


Baggrunden for eventen er holdningen om, at møbler (også) er et kulturelt udtryk. Men trods det store fokus på integration i det danske samfund af personer med anden kulturel baggrund end den vestlige er integration af inspirationselementer fra disse andre kulturer i møbelformgivningen et på alle måder forsømt område, som hverken danske designere eller herboende designere af ikke-vestlig oprindelse har beskæftiget sig med i nævneværdigt omfang. Derfor inviterede Foreningen Dansk Møbelindustri og Bella Center fem designere/tegnestuer - både danske og af anden etnisk herkomst - til at designe et såkaldt "integrationsmøbel", der tydeligt skal forene danske og udenlandske form- og inspirationselementer. De fem bidrag blev bedømt af en særlig jury, bestående af Ditlev Ahlefeldt-Laurvig (formand), forfatteren og kulturskribenten Eddie Michel, sangeren og komponisten Søs Fenger, tv-studieværten Caroline Boserup samt grafisk designer Mogens Harttung.
 
Livets princip
I sin begrundelse for vindervalget sagde juryformanden: "Taburetten Cotiledon Triobular er på alle måder ualmindelig original og godt tænkt. Navnet (som måske ikke er det mest mundrette) betyder "tresidet blomsterknop eller frøkapsel". Den står i colombiansk symbolik som en mytisk repræsentation for "livets princip" - som har inspireret til formen. Men hvor formgivningen er colombiansk i sit udspring, er både materialevalg og produktionsmetode umiskendeligt danske. Vi har en enestående simpel konstruktion hvor tre ens skaller fastholdes i kraft af sig selv og tre simple beslag, bliver det til en let, spændstig og skulpturel taburet - med rige anvendelsesmuligheder, enkeltstående eller grupperet, privat eller offentligt. Taburetten integrerer colombiansk symbolik og dansk enkelhed til ét unikt møbel. Det råber ikke højt, men det fryder sanserne. Det er behageligt, men ikke behagesygt. Det hviler i sig selv og kan bære det!"

Rafael Cortes-Ruda har selv produceret taburetten, der er fremstillet i trelags aeroplanfiner. Taburetten består af tre identiske cirkel-elementer, der hver foldes og danner en trekant med konvekse sider, idet folderne følger træets årer. De tre trekanter flettes sammen og samles med stålbeslag.