Nyt dansk design skal styrkes internationalt. Danmark skal på det kreative verdenskort. Derfor har Dansk Design Center, Dansk Arkitektur Center og Danish Crafts udviklet et internationalt website og et elektronisk nyhedsbrev - med titlen DANISH EDGE. DANISH EDGE er en branding-portal, der skal skabe opmærksomhed om det bedste og nyeste design, arkitektur og kunsthåndværk og sørge for, at synliggøre de danske talenter bedre i udlandet.
Formålet med DANISH EDGE og det elektroniske nyhedsbrev er at profilere og synliggøre Danmarks kreative talentmasse over for det internationale marked. DANISH EDGE's overordnede mål er at være "første valg", når den internationale målgruppe vil orientere sig om nyheder, innovation og tværfaglighed inden for design, arkitektur og kunsthåndværk.
Det er første gang de tre centre - Dansk Design Center, Dansk Arkitektur Center og Danish Crafts - går sammen om at markedsføre design, arkitektur og kunsthåndværk og styrke kultureksporten over for udlandet.
"Flere store danske talenter står på spring efter at slå igennem i udlandet. DANISH EDGE kan uden tvivl være med til at brande og synliggøre de danske talenter og give dem det sidste lille skub til de første opgaver i udlandet. Websitet DANISH EDGE vil nå ud til præcist dem, der har en interesse i at opdage og bruge de danske talenter inden for dansk design, arkitektur eller kunsthåndværk", siger Kulturminister Brian Mikkelsen.
DANISH EDGE indgår i Dansk Design Center, Dansk Arkitektur Center og Danish Crafts' fælles strategi for international markedsføring af dansk design, arkitektur og kunsthåndværk. DANISH EDGE er en del af Kulturministeriets designpulje på i alt 40 mio. kr., der er afsat for at styrke dansk design i perioden 2005 - 2008 med 10 mio. kr. årligt.