danskmoebeldesign_header_090111

Kineserne er meget begejstrede for danske møbeldesign-klassikere. Så begejstrede at de plagierer designmøblerne uden den mindste bekymring for de kinesiske myndigheder.

- Omfanget af kinesiske plagiater af specielt danske designmøbler er vokset ganske betydeligt i de senere år, og vi er meget bekymrende. Kineserne tolker ordet copyright som "the right to copy", og det er desværre utroligt vanskeligt at retsforfølge de virksomheder, som kopierer, siger adm. direktør Keld Korsager, Dansk Møbelindustri, til Dagbladet Børsen.

Det er især møbelproducenter som Fritz Hansen, Fredericia Furniture og Erik Jørgensen, der oplever, at deres varer kopieres og sælges på det kinesiske marked til så lav en pris, at de originale varer prismæssigt ikke har en chance ved siden af.

De kinesiske myndigheder slår ikke ned mod plagiater, der sælger kopivarer af danske møbelklassikere.

- For det første skal man som dansk møbelfabrik være designregistreret i Kina. Dernæst kræves det, at produktet skal have en markedsmæssig nyhedsværdi. Det vil sige, at det skal være under tre år gammelt, for at man kan retsforfølge kopisterne. Og det er jo svært, når der er tale om danske møbelklassikere, siger Keld Korsager til Dagbladet Børsen.

Begynder plagiaterne dog at markedsføre og sælge kopivarerne af de danske møbelklassikere til Europa, vil det være muligt for virksomhederne at retsforfølge de ulovlige kopi-producenter.