danskmoebeldesign_header_090111

Den Danske Designpris tildeles virksomheder, der har skabt innovative produkter og løsninger af høj æstetisk og teknisk kvalitet, og som bidrager til at synliggøre værdien og stimulere brugen af design i dansk erhvervsliv.

Prisen har i mange tilfælde vist, hvem der har sat dagsordenen og hvilke produkter, der har vist sig holdbare for eftertiden. Omvendt har designprisen også hjulpet mange på vej. En designpris er et aktiv for virksomhedens profilering og markedsføring. Designprisen er samtidig en løftestang for udvikling og innovation i både erhvervsliv og samfund, den påvirker nye retninger og sætter standard.

Hvem og hvad kunne tilmeldes?
Alle private og offentlige virksomheder. Dvs producenter, forhandlere, institutioner, designvirksomheder og andre, som står bag udviklingen af designet.

Alle produkter/designløsninger skal være færdigudviklede og i produktion eller brug og må ikke have været på markedet eller i brug i over 3 år ved tilmeldingen. Det er et krav, at produktet/designløsningen har danske rødder, dvs at produktet/løsningen er udviklet på opdrag af og under ledelse af en dansk virksomhed eller organisation.

Særpriser
Der uddeles desuden to særpriser, som ikke kan søges:

Klassikerprisen. Designløsninger, som gennem 25 år og i uforandret form har vist deres bestandighed på markedet og stadig er i brug.
Visionsprisen. Designløsninger, som peger på nye tendenser inden for design, og som sætter fokus på væsentlige spørgsmål i relation til bredere sociale, kulturelle og designmæssige aspekter.
Historie
Den Danske Designpris blev etableret i 2000 ved sammenlægningen af ID prisen for industrielt design (fra 1965) og IG prisen for industriel grafik (fra 1980).

Designmatters Prisen 2007
Designmatters Prisen er en ny pris, der gives til en mindre eller mellemstor virksomhed, der har satset bevidst på design, og hvor resultatet kan aflæses på bundlinien. Designmatters Prisen kunne kun søges af danske virksomheder, institutioner eller organisationer.

Designløsningerne bedømmes af en uvildig jury med eksperter inden for virksomhedsledelse og forskellige designfaglige områder.