I januar 2012 ville den verdenskendte danske møbelarkitekt Finn Juhl (d.1989) være fyldt 100 år. I den anledning har en kreds af design-fagfolk og entusiaster stiftet foreningen Finn Juhl Institute (FJI), der skal udbrede kendskabet til Finn Juhl og hans arbejder inden for arkitektur, indretning og møbeldesign.
I Danmark er Finn Juhl mest kendt for sine banebrydende møbler, bl.a. Poeten-sofaen fra 1941 og Høvdingestolen fra 1949. Internationalt gjorde han sig også berømt via sine indretningsprojekter, bl.a. Formynderskabsrådssalen i FN-bygningen i New York i 1951.
”Finn Juhl Institute vil dels støtte forskning om Finn Juhls virke og indflydelse på eftertiden, og dels indsamle og formidle viden om hans tanker og arbejde i øvrigt,” fortæller direktør på Danmarks Designmuseum, Anne-Louise Sommer, der er formand for bestyrelsen i FJI. ”Vi vil formidle vores viden og resultater på mange måder, blandt andet gennem seminarer, prisoverrækkelser, udgivelser, udstillinger, hjemmeside og et nyhedsbrev,” tilføjer hun.
Finn Juhl Institute er netop nu i gang med at forberede en række aktiviteter i anledning af 100 års-dagen, og interesserede kan følge med i aktivitetskalenderen på webadressen www.finnjuhl.org som går i luften i slutningen af december i år.
Alle, der interesserer sig for Finn Juhl og hans arbejde, kan søge om medlemskab i FJI, idet bestyrelsen forbeholder sig ret til at godkende nye medlemmer. Ud over at deltage i instituttets aktiviteter får man som medlem bl.a. mulighed for at købe udvalgte Finn Juhl-produkter og Finn Juhl-litteratur til favorable priser. Medlemskab kan oprettes on-line på www.finnjuhl.org og koster kr. 250,- om året.
Bestyrelsen består af repræsentanter for blandt andet Designmuseum Danmark, Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering – Arkitektskolen, Wilhelm Hansen Fonden og Copenhagen Business School:
- Anne-Louise Sommer
- Birgit Lyngbye-Pedersen
- Anne Berthelsen
- Niels Bjørnskov
- Nicolai de Gier
- Finn Junge
- Henrik Gabriel