danskmoebeldesign_header_090111

Efter 1½ års udvikling er Søren Brøste klar til at introducere sin nye møbel- og interiørvirksomhed Furnism, der i samarbejde med anerkendte kunstnere som Bjørn Nørgaard, Mathias Bengtsson og Fos til april kan introducere de første møbel- og interiørlinjer til detailhandelen.

Som navnet Furnism indikerer, er alle produktlinjer udviklet på baggrund af en vision eller ideologi, der giver det enkelte produkt en mening i form af bæredygtighed, sociabilitet og humor.

Ud af samarbejdet med Bjørn Nørgaard er der kommet en unik stearinlys-skulpturserie, som giver indsigt i Bjørn Nørgaards begrebsverden Atypia, hvor 7 skulpturer belyser forskellige stereotyper med både humor og alvor.

For billedkunstneren Mona Eckhoff Sørmo har Furnism overført 3 malerier med abstrakte motiver til tæpper, hvor naturulden er klippet i flere højdeniveauer, så motiverne både fremtræder meget visuelt og yderst fysisk.
Endelig har Furnism internt designet en 100 % bæredygtig møbelserie, bestående af stol, bord og reol og udført i massivt genbrugs-elmetræ, der oprindeligt stammer fra nedrevne bygninger fra gamle bydele i Shanghai. Til møbelserien har Kvadrat leveret tekstilet til stolene og Montana plader til bordene, begge dele naturligvis også i miljømæssigt bæredygtige kvaliteter.

"Kunstens værdigrundlag skaber inspiration og emotionelle relationer til brugere, så produktholdbarhed er mindre afhængig af dets design, frem for ideologiens aktualitet, som alle vores produkter er konstrueret på baggrund af. Det er så ikke ensbetydende med at designet ikke er vigtigt, tværtimod underbygger designet ideologen og skaber kunstneriske produkter, der er enestående, differentieret og umiskendelige.
Tiden er moden til møbler og interiørprodukter, der i en overfladisk og krisepræget periode rummer en dybere mening, hvad enten den er kunstnerisk, miljøbevidsthedsmæssig eller komplet nyskabende,"
siger Søren Brøste.