danskmoebeldesign_header_090111

Siden 1944, da J.L. Møllers Møbelfabrik i Højbjerg blev grundlagt af N.O Møller, har man holdt de håndsværksmæssige traditioner i hævd, koordineret med en gennemrationaliseret produktion af kvalitetsmøbler.

I 1974 modtog virksomheden Dansk Møbelindustri's messepris, som en påskønnelse for at have bidraget væsentligt til en højnelse af kvalitetsniveauet på danske møbelmesser ved den sjældne og tidløse elegance, som gennem mange år har skabt så stor respekt for J.L. Møllers kvalitetsbevidste arbejde.

I 1981 modtog virksomheden, Dansk Møbelindustri's Møbelpris. Motivet for at uddele denne pris var bl.a; at
J.L. Møllers Møbelfabrik har formået at kombinere de bedste håndværksmæssige traditioner med moderne møbelproduktion. Virksomheden har altid med stor stædighed fastholdt et højt kvalitetsniveau.

Hvor Møller-stole end har været udstillet verden over, har de været genstand for stor international opmærksomhed, bl.a. Museum für angewandte Kunst, Wien og VICTORIA & ALBERT MUSEUM, London. The Whitechapel Art Gallery, London og på NORDENFJELLS KUNSTINDUSTRI MUSEUM, Norge.

J. L. Møllers Møbelfabrik har siden 1944 produceret stole på et meget højt kvalitetsniveau og i et tidløst design.
Stolene bliver solgt over hele verden, og i dag er en Møller-stol prædikat for Dansk Design.

Hvad er det der gør J.L. Møllers stole så unikke?

Udvælgelse
Træet købes i oprindelseslandet. Teak i Burma, palisander i Indien. Egetræ i Spessart i Sydtyskland. Kirsebær i Amerika, bøg i Danmark og ahorn i Belgien.
Leverandørerne har gennem årtier været bevidste om, at kun den bedste kvalitet vil blive accepteret til fabrikation af J.L. Møller's stole. Træet sendes direkte til Danmark - i fuld størrelse - og opskæres af fabrikkens egne folk.
Nu skulle man egentlig tro, at træet var ved at være klar til brug. Men det er ikke tilfældet...

Sortering
Nu begynder sorteringen. Hos J. L. Møller sorteres det næstbedste fra - det vil sige træ med enhver antydning af knaster, splint eller stormbrag.

Læderet
Det er ikke kun træet, der må gennem kvalitets-nåleøjet. Det samme gør sig gældende for læderet.
Rent faktisk bruger man en kvart oksehud til fremstilling af et sæde på en Møller-stol, fordi mærker og ridser - som er opstået når oksen har gnubbet sig op af hegn og lignende sorteres fra på et tidligt tidspunkt i produktionsprocessen.

Polstringen
Stolene er polstret med polyurethanskum, som ikke bliver fladt eller varmt, der er polstret direkte på den enkelte stol. På de klassiske modeller designet af N.O. Møller, er det ikke et præfabrikeret sæde, der bliver monteret. På disse stole hæftes polstringen hele vejen rundt, hæftningen dækkes til sidst med et kantbånd, så finishen er optimal.

Flettet
Udover et læder- eller stofbetrukket sæde, kan man på de fleste modeller vælge et håndflettet sæde. Det flettes af 130 meter imprægneret snor. Sædet får derved en optimal holdbarhed og er nemt at rengøre. Papirsnoren kan fåes i naturfarvet eller sort.

Produktion uden samlebånd
Stolene fra J.L. Møller fremstilles efter gamle håndværkstraditioner. Der anvendes så vidt mulig ikke nyrere teknologi eller samlebånd. Hver enkelt medarbejder er specialist indenfor de enkelte arbejdsprocesser under forarbejdning af stolen, hvilket giver den en unik fremtoning af kvalitet og elegance.
Hos J.L. Møller håndlimes der både på tapper, i huller og på dyvlerne. Dette sker med håndkraft, fordi det er den eneste måde, man er sikker på, at alle flader bliver behandlet.
Sammenspændingen foregår også ved håndkraft. Stolen samles i første omgang med en gummihammer, hvilket sikrer en optimal føling med processen. Til sidst fastspændes stolen med trykluft i en hydraulisk presse.
Pudsemaskinerne bruges ikke til den sidste finpudsningen, da de opfatter alt træ ens. I stedet pudses stolene med håndkraft. En sådan politik har J. L. Møller i alle produktionsfaserne. Hvis den sidste nye teknologi ikke giver et bedre og mere tilfredsstillende resultat, end de kendte håndværksmæssige metoder, så bliver den simpelthen ikke indført på fabrikken.

Finish
J.L. Møller leverer sine modeller med forskellig finish; lakeret, sæbebehandlet eller oliebehandlet.

Resultatet
Når stolene forlader fabrikken, sendes de afsted SAMLET. Ikke som knock down i en samleæske. Det er godt nok dyrere i fragt. Men hos Møller mener man, at det der kan samles af modtageren, også ufrivilligt kan skilles ad hos forbrugeren.
En Møller-stol er bogstaveligt talt ikke til at rive fra hinanden. Dyvlerne er f.eks. tørret ned til 5% luftfugtighed (stolens øvrige komponenter har 8%) - så når dyvlen får forbindelse med limen, udvider den sig og sidder urokkelig fast. Dertil kommer sammentapningen og konstruktionen.

www.jlm.dk