danskmoebeldesign_header_090111

En af de mest nytænkende unge møbeldesignere i dag er dansk og hedder Ditte Hammerstrøm. En designer, som ikke går på kompromis med sine idéer, og som stædigt og vedholdende udforsker, hvordan - og ikke mindst hvorfor - vi indretter os, som vi gør. På udstillingen på Trapholt viser Ditte Hammerstrøm eksempler på nogle af sine nyere værker, som alle genfortolker dagligstuen og dens interiør.

Ditte Hammerstrøm Mette Strømgaard Dalby er museumsinspektør på Trapholt og har et indgående kendskab til Hammerstrøms værker. Hun sidder blandt andet i Planken Ud Komitéen som sidste år tildelte Hammerstrøm Planken Ud legatet. Mette Strømgaard Dalby siger:
"Ditte Hammerstrøm er nytænkende fordi hendes møbeldesign er en blanding af kunst og design. Hendes møbler er ikke bare enkeltstående møbler som vi kender dem - det er i højere grad møbellandskaber".

Bruger humor og fælles referencer
Landskabsmaleriet er en af de ældste genrer indenfor billedkunsten, og i Ditte Hammerstrøms fortolkning bliver landskabet til et 'loungescape', hvor møblerne glider ind i hinanden i sarte gule og grønne nuancer, som på et fotografi af et ærkedansk sommerlandskab. "Loungescape" er for eksempel et fleksibelt polstermøbel, der består af syv enkeltdele i forskellige højder. De syv sofabænke er dekoreret med gennembrydninger og gule elastikbånd, og fødderne er formet med inspiration fra dyreriget - en let og elegant hjortefod. "Loungescape" er et anderledes bud på de store flydere de seneste år har budt på under overskriften 'at skabe loungestemning' og bryder med de vante forestillinger om en sofa.

Mette Strømgaard siger videre: "Det er i forkærligheden for detaljen og udførelsen og i de afdæmpede dekorationer, man kan trække en linje fra Ditte Hammerstrøms design tilbage til dét, dansk design stod for internationalt i dets storhedstid i 1940-50erne med verdensberømtheder som Finn Juhl og Hans J. Wegner".

LoungescapeUdstillingen er startskuddet til et 2009 på Trapholt, der vil stå i møblernes tegn. Den 19. marts åbner således museets store forårsudstilling om danske stole i det 20. og 21. århundrede.

Ditte Hammerstrøms møbellandskaber kan opleves fra 28. januar til 31. maj.