Share

Arne Jacobsens Syveren

Den mest udbredte designstol i danske hjem er nok Arne Jacobsens klassiker Syveren. Han tegnde den i 1955 som kulminationen på tyve års arbejde med formgivning af siddemøbler i finér. Idag kan vi møde Syveren i flere udgaver med polster og armlæn, i naturtræ eller lakeret i hele farveskalaen. Oprindelig blev stolen kun produceret farveløs og som sort- eller hvidlakeret, men med den tiltagende farveglæde er det med hjælp fra designeren Verner Panton og Paladsteatrets maler Poul Gernes muligt at få et væld af farver på stolen, så den kan indpasses i et hvilket som helst miljø.

SyverenDet begyndte med krydsfinérssæderne i Arne Jacobsens Bellevue-teater 1935. Stolene blev fremstillet i lakeret bøg med lædersæder og ryg af bøjet finér. Selv om disse stole idag kan virke kluntede, holder og står stolerækkerne endnu i teatersalen, lige bortset fra et eksemplar der er havnet på Kunstindustrimuseet i København.

Efter Bellevue-stolen fulgte andre finérstole, bl.a. en højrygget lærerstol til Oxford, skolemøbler med indfræset håndgreb i ryggen  til Munkegårdsskolen og den kendte Myren i 1952. Myren blev designet til medicinalfabrikken Novo, hvor den skulle kunne stables og være let at flytte rundt med. Stolens skal består af fem stykker finér, der er lagt skiftevis på langs og tværs - altid i ulige antal af hensyn til overfladestrukturen. Møbelfabrikationens udvikling havde efterhånden muliggjort en industriel behandling med minimalt håndværk. Efter udskæringen af sædets kontur bliver det presset i form, får den sidste finish og skrues på de forkromede stålben - oprindelig tre, men på grund af vippe-risikoen nu med fire ben.
Under sit arbejde med Myren udformede Arne Jacobsen ideen i karton med ståltrådsben. Modellen blev først afvist af møbelfabrikken, idet man fandt at der var for lidt "møbel" i den. Da den på forhånd kunne sælges i flere hundrede eksemplarer til Novo-kantinen, gik produktionen dog efter et stykke tid igang, og det har Fritz Hansens fabrik i Allerød nok ikke fortrudt senere.

Arne Jacobsens eksperimenter med finerets muligheder resulterede tre år efter Myrens fremkomst i den nu endnu mere populære model 3107, også kaldet Syveren. Dens rygprofil danner to syvtal vendt mod hinanden.
Trods sin lethed er Myren og dens efterfølger Syveren både fleksibel og stabil. I det lyse træ er disse stole karakteristiske for efterkrigstidens skandinaviske design, der også blev populært i udlandet.

Syveren er i løbet af årene produceret i mere end 5 millionær eksemplarer.