
Den simple og elegante stole er et smukt eksempel på Hans J. Wegners forståelse og udnyttelse af træets muligheder og begrænsninger.
Stolen er på en gang klassisk og moderne, og god at sidde i. En tidløs stol, der har fået en meget fin modtagelse over alt i verden, hvor den er blevet præsenteret.
I 1986 begyndte PP Møbler produktionen af denne bemærkelsesværdige stol, som Hans J. Wegner tegnede eksklusivt til værkstedet i 1985. Ligesom Flaglinestolen har Cirkelstolen ikke et egentligt forbillede af historisk karakter eller inden for Wegners egen produktion.
Cirkelstolen viser, at Wegner formår at bevare begejstringen og evnen til stadig at innovere trods en allerede lang karriere. Trods stolens særlige karakter i forhold til Wegners formgivning er den massive ask og den flettede flagline elementer, der løber igennem Wegners omfattende produktion.
Til fremstillingen af cirkelstolen udviklede snedkermester, Søren Holst Petersen, sammen med PP Møblers mestersvend, Henry Fisker, en særlig maskine til at fremstille cirklen, som Wegner ellers ikke troede kunne lade sig gøre at fremstille i træ.
Dækstolen med snoreflettet ryglæn og sæde er tegnet af Hans J. Wegner, og blev præsenteret første gang på Københavns Snedkerlaugs Møbeludstilling i 1958. Stolen blev da produceret hos Johannes Hansen under navnet JH 524.
I forlængelse af møbelmessen i Bella Center, København 2005, genoptog PP Møbler produktionen af dækstolen under navnet PP 524. I første omgang produceres stolen i 30 nummererede eksemplarer i henholdsvis eg og ask. Stolens nummer fremgår således af en sølvplade, der er anbragt på stolen.
Modsat flere af sine forløbere har dækstolen ikke armlæn. Beslag samt en bøjle af rustfrit stål, med en gjord som sikring, muliggør, at ryggen kan indstilles i 4 forskellige positioner. Dækstolen leveres, i dag som i 1958, med nakkehynde. Fåreskind kan leveres seperat.
I 2002 blev PP Møbler hædret med Bo Bedre's Klassikerpris for at genoptage produktionen af denne hvilestol.
Stolen er ikke bare et unikt objekt i sig selv, men er også usædvanlig i forhold til Hans J. Wegners andre modeller, der oftest har træ som det grundlæggende materiale.
Med Flaglinestolen sender Wegner i 1950 en hilsen til de tidlige modernister såsom Le Corbusier, Mies van der Rohe og Marcel Breuer og viser, at også han behersker et design med stel i forkromede stålrør. Trods denne gestus er den stadig Wegner. Stolens flader udgøres af flettet flagline og det tilhørende langhårede fåreskind opbløder den industrielle skarphed ved stålet, og indbyder derved til en komfortabel oplevelse.
Men historien bag dens design er også mere end en kunsthistorisk dialog. Wegner fik ideen til stolens sædeform på en ferie i Århus. Familien tilbragte mange dage ved stranden, og i sandet eksperimenterede Wegner med den helt rette sædeform til stolen. Anekdoten viser, at Wegner altid arbejder - den viser også, at legen spiller en central rolle i hans arbejde.
Gyngestolen i massiv ask og sæde- og rygflade af flettet flagline med tilhørende løse puder blev sat i produktion hos PP Møbler i 1988.
Hos Wegner aner man næsten altid en inspiration fra den amerikanske Shaker-tradition, og gyngestolen markerer dette aspekt meget tydeligt. Stolen illustrerer Wegners fokus på kvalitet i ide, form, funktion og håndværksmæssig forarbejdning.
Da Hans J. Wegner første gang præsenterede designet for snedkermester Ejnar Pedersen, bemærkede Ejnar, om den ikke virkede en anelse tantet? Bemærkningen fik Wegner til at se på designet med nye øjne, og det blev siden hen ændret.
Udformningen af PP 124 er kendetegnende for dialogen mellem Wegner og møbelsnedkerne og viser, at hverken kronologi, stilarter og andre udefrakommende faktorer styrer udtrykket. Kommunikation og kvalitet er mindst lige så afgørende.